Om sorggrupper
Det siger sorggruppedeltagere

Det siger sorggruppedeltagere

Udsagn fra en række sorggruppedeltagere udtrykker på bedste vis erfaringer og oplevelser fra efterladte, der har delt deres sorg med andre i et fællesskab


Hvordan oplevede du den første gang, du skulle fortælle din historie i gruppen?

"Jeg fortalte bare min egen fortælling, så hvis der var nogle, der ikke havde […] lyttet efter, så havde jeg såmænd nok heller ikke lagt mærke til det. Men der var man også meget lydhør alle sammen, man var fokuseret på den, der talte. […] Det var også fantastisk at opleve, at man virkelig fulgte med, og så kom man bagefter med kommentarer eller sådan."

- Anna, 74

"Jeg skulle lige synke en gang, men jeg havde nemt ved det, da det kom til stykket. […] Det var ikke svært for mig. Men det var en dejlig oplevelse at få lov til det [at fortælle, red.], og jeg var glad for bagefter, at jeg tog mig sammen."

- Erik, 63


Hvordan var det at skulle fortælle sin historie for fremmede mennesker?

"Det var mærkeligt, for det var fuldstændig naturligt. Jeg kan ikke forklare det – det var bare ligesom: sådan skulle det være. […] Det undrede mig, at alle var meget åbne lige fra starten. […] Det var utrolig betydningsfuldt, at andre havde oplevet det samme. […] Jeg synes jo, jeg var den, der havde det forfærdeligst i hele verden. [Men, red] der var mange, der havde haft et meget, meget langt forløb, og det var utroligt, så ens forløbene var."

- Anna, 74

"Jeg tænkte, de har de nok lige så slemt som mig. […] På en eller anden måde så synes jeg, det var rart, at jeg ikke skulle tage hensyn til nogen. Fordi når jeg var hjemme, så var der for mit vedkommende meget fokus på, hvordan alle andre havde det."

- Bente, 44

"Netop fordi der ikke var nogen, der kendte mig i forvejen…der var ikke nogen, der havde en holdning til ’sådan her er Kirstine og sådan var Kirstines forhold til hendes farmor’. […] Man kan snakke med nogle, som ved, hvad de snakker om, når de siger: ’Det skal nok gå’. […] Man bliver virkelig provokeret af det, når andre folk siger: ’Det skal nok gå’."

- Kirstine, 38

"Der var ligesindede, og vi kunne græde sammen, da vi først lærte hinanden at kende, og vi kunne grine sammen, og vi kunne hygge os sammen. Og vi har så fået et fantastisk godt forhold til hinanden."

- Flemming, 58


Hvordan oplevede du det at lytte til de andres fortællinger?

"Jeg synes, det var rigtig svært også at skulle rumme de andres sorg, altså jeg synes, det var hårdt at høre deres historie og høre, at de var kede af det, og hvad de havde oplevet. […] Det er jo mennesker i dyb krise. […] I det hele taget synes jeg, det var svært at bære de andres sorg. Men det er måske noget med, hvordan man er som person."

- Bente, 44

"Jamen, selvfølgelig tager man det med sig hjem, fordi man sidder så tæt med en flok og er i sådan en lille gruppe, det slider, selvfølgelig gør det det. Men altså, de rummer jo også min historie, så sådan skal det være."

- Hanne, 53

"Jeg har ikke svært ved at lægge øre til, men det kan da godt være, der kommer vand i øjnene nogle gange – altså, det gør der, og det er også tilladt sådan et sted jo, det er det. Der bliver grædt mange tårer, og det er jo et sted, hvor man må."

- Erik, 63


Hvad har det betydet for dig at deltage i sorggruppen?

"Det har givet mig noget helt utroligt, det at være med, at vi sammen har været fælles om vores sorger. […] Og vi har hver især kunnet givet hinanden nogle input til ligesom at komme videre. Hvis det er sådan, som jeg sagde tidligere, at jeg glædede mig til at komme hver gang, så har man i hvert fald opnået en del med det. Livsmod. Komme videre. […] Man får livsmodet tilbage, og hvad det så kan indebære, det kan være mange ting, men det ar gjort sådan, at jeg i hvert fald har kunnet se mig lidt ud af den sorg, som jeg bærer rundt på.

- Flemming, 58

"Sådan overordnet har det hjulpet mig rigtig godt videre, fordi jeg har delt og kommet af med nogle ting over for fremmede mennesker, sådan fået luft. […] Altså, det har løftet mig sådan generelt. […] Det var ikke dybdepsykologisk, men det var alligevel noget, hvor tårerne kom ud…ordene og tårerne."

- Ivar, 59

"Det har givet mig en ro og en ballast […] til at kunne klare tingene. Og jeg er ked af det på en anden måde. […] Hvad, der betød meget var, at jeg var OK, ikke altså. Det betød virkelig meget, fordi lige pludselig syntes jeg, jeg var forfærdelig, og det er ikke sjovt. Det har betydet meget for mig, at jeg var OK."

- Anna, 74


Ville du anbefale andre efterladte at deltage i en sorggruppe?

"Ja, det ville jeg bestemt! Altså, det hjalp meget, at man kunne spejle sig i nogle, som havde været ude i samme situation."

- Anna, 74

"Ja! Jamen, der er slet ikke noget at diskutere."

- Christian, 60

"Ja, så absolut!"

- Flemming, 58

"Ja, det ville jeg, for taletiden alene, og det at få lov til at snakke om sit tab i en forsamling, der forstår."

- Gustav, 38

"I den grad, jeg har sagt det til flere."

- Ivar, 59

"Bestemt, ingen tvivl om det!"

- Kirstine, 38

Citaterne herover samt de øvrige citater her på hjemmesiden stammer fra rapporten 'Når sorgen bæres sammen. En undersøgelse af folkekirkens sorggruppepraksis'.


Foto: Sille Arendt


Sagt om sorggruppens styrke

"[...] i det at være ved siden af hinanden, i samtale, at dele noget, bare en kop kaffe, at synge sammen, lytte sammen til ord og musik, er en indring af ensomheden, fordi vi paradoksalt nok kan være fælles om at være ensomme."

- biskop Marianne Christiansen