Sådan støtter sorggrupper
Bents historie: Sorggruppen er et frirum

Bents historie: Sorggruppen er et frirum

Sorggruppen et frirum, hvor man kan få lov til at græde, hvis tårerne presser sig på. Det kan være svært at finde andre steder. Den oplevelse har Bent Jansen, hvis kone gik bort.

Af Bente Schmidt, journalist

Det er over et år siden, at 67-årige Bent Jansen mistede sin kone, der døde af kræft. 
Sorgen fylder stadig meget, og vennerne synes, at han skal se at komme videre med sit liv.

Men det tager tid at komme igennem en stor sorg. I sorggruppen i Kastrup Kirke deler han sine oplevelser og sin sorg med andre i samme situation.



"Mine venner trøster mig og siger, at alt nok skal gå. Men det er svært for dem, hvis jeg for eksempel begynder at græde. Det får jeg lov til i sorggruppen. Der får jeg luft for mine følelser og møder den forståelse, jeg har brug for", fortæller han.

Møderne har faste mønstre
Det var sognepræst i Kastrup Kirke, Susanne Steensgaard, der opfordrede Bent til at deltage i sorggruppen, og det er hende, der står for møderne i den lille gruppe. I alt mødes syv personer i alderen 50-85 hver fjortende dag for at tale om deres tab og om, hvordan de kommer gennem sorgen.

Mødet starter altid i kirken, hvor hvert medlem tænder et lys for den person, de har mistet. Derefter starter sorggruppelederen typisk mødet med et kort oplæg – sidste gang om sorgens faser. Resten af mødet kører som en samtale, hvor deltagerne en for en beretter, hvad de har på hjertet.

"Det er en god måde at få sat ord på følelserne. Man bliver tvunget til at komme ud af busken. Vi bestemmer selvfølgelig selv, hvor meget vi vil fortælle, men jeg oplever, at jo mere jeg giver, jo mere får jeg tilbage fra de andre," fortæller Bent.


Hjemmearbejde skaber sammenhold
Det sker også at Susanne giver gruppen opgaver. For eksempel skulle de på gruppens andet møde fortælle, hvordan de mødte deres ægtefælle. Det skaber sammenhold og er ofte sjove historier, mener Bent.

Vejen gennem sorgen har mange fællestræk
For Bent er sorggruppen et frirum. Et sted, hvor han kan få lov til at græde, hvis tårerne presser sig på. Det kan være svært at finde andre steder, fortæller han. Samtidig giver det ro at få vendt ting, han ikke føler, han kan tale med sine venner eller familie om.



"Men vi griner altså også meget. For vi oplever jo det samme. Ikke på samme tid, men vejen gennem sorgen har mange fællestræk, og jeg kan sagtens spejle mig i det, de andre fortæller. Og så er det rart at vide, at det, jeg oplever, er helt naturligt".


Foto: Sille Arendt


Sagt om at dele med andre

"Vi bestemmer selvfølgelig selv, hvor meget vi vil fortælle, men jeg oplever, at jo mere jeg giver, jo mere får jeg tilbage fra de andre."

- Bent Jansen