Ældre, børn og pårørende
Når du er pårørende

Når du er pårørende

Det kan være svært at være pårørende. Sørgende har mange modstridende følelser, der gør det svært at finde ud af, hvordan man kan hjælpe og støtte dem.

Tal om sorgen og de døde
Mange taler ikke om tabet eller den afdøde i frygt for at gøre den efterladte ked af det, forlænge sorgen eller gøre det værre.

Det kan få den sørgende til at føle sig alene i sorgen og give vedkommende oplevelsen af, at omgivelserne har glemt den afdøde. Det er ofte vigtigt for sørgende at tale om den døde og den sorg, de bærer på.

Sorg vil ofte skifte mellem at være i forgrunden og baggrunden hos den efterladte. Derfor forlænger man som pårørende ikke sorgen ved at spørge ind til den eller til den afdøde. Det kan godt være, at den efterladte græder, når man i samtalen kommer ind på den døde.

Det betyder dog ikke, at du forværrer sorgen, men blot at sorgen nu træder i forgrunden.

Sorg har ingen fast udløbsdato og skal ikke gradbøjes
Mange efterladte føler, at omgivelserne forventer, at sørgetiden har en udløbsdato, og at de skal komme videre. Men sorg er ikke nødvendigvis noget, der slipper taget helt i den efterladte. Derfor kan det være vigtigt, at ens støtte og opbakning varer ved i måneder og i år.

Det er vigtigt, at sorgen ikke bliver gradbøjet. Man kan muligvis finde eksempler på, at andre er udsat for værre dødsfald, men den viden hjælper ikke den sørgende. Det kan i stedet få dem til at opleve, at de ikke har ret til bære på den store sorg, de føler.

Spørg hvordan den sørgende vil støttes
Er man som pårørende i tvivl om, hvordan man kan hjælpe og støtte den sørgende, behøver det ikke være svært at finde ud af. Man kan for eksempel spørge.

Nogle ønsker ikke at tale om det, og så må den pårørende respektere det. Nogle vil foretrække praktisk hjælp. Andre vil meget gerne dele deres minder om afdøde.

Den bedste hjælp er ofte, når efterladte finder én, som de kan tale åbent med. Én som tør være der og høre om den efterladtes tanker, oplevelser og minder. Én som er trofast og bliver ved med at komme. Har den efterladte ikke det, kan en sorggruppe være en mulighed.

Gode råd gør ikke lykke
Mange pårørende får en ustoppelig strøm af gode ideer til, hvordan den sørgende kan lindre sorgen eller "komme videre". Det kan være overvældende for den efterladte, som måske har mest behov for at dele sine tanker og minder.

Det er vigtigere, at den pårørende finder ud af, hvordan han eller hun kan være en støtte for den efterladte frem for at fortælle, hvad man forestiller sig ville hjælpe vedkommende. Husk, at sorg ikke altid er noget, der går over for den efterladte, selvom den for det meste bliver nemmere at bære med tiden.


Foto: Sille Arendt