Ældre, børn og pårørende
Når et barn dør

Når et barn dør

Sorgen over at have mistet sit barn har man med sig resten af livet. Barnet var i sig selv en mening med livet, en mening, der siden forsvandt.

Af Henning Nabe-Nielsen, hospitalspræst

"Sorg er en kærlighed, du ikke kan komme af med", har Johannes Møllehave sagt med afsæt i Søren Kierkegaard. Og det er en indlysende sandhed for alle, der mister et barn. Hjertet fyldes langt ud over det smertefulde bristepunkt af al den indestængte kærlighed, som man nu ikke kan komme til at give barnet.

"Det er det sværeste i livet at miste sit barn, det burde være ens børn der en dag begraver en efter et langt liv, og ikke omvendt", skriver en mor på Mindet.dk. Selv om det kan være vanskeligt at gradbøje sorgen over tabet af et elsket menneske, er der konturer i sorgens landskab, der ofte træder tydeligere frem, når det drejer sig om at miste et barn.

Meningsløsheden står som et smerteskrig over tabet af et barn. Og meningsløsheden bliver ikke mindre af, at man evt. finder en årsag eller grund til, at barnet døde. For barnet var meningen, og meningsløsheden er en konsekvens af, at det mistede barn var unikt og uerstatteligt og aldrig kan trøstes væk. Det eneste værn imod meningsløshedens livsdrænende mørke er at trodse meningsløsheden med lyset fra den kærlighed, som barnet nåede at kalde frem i ens hjerte. 

Døden har taget barnet, og den kendsgerning står ikke til at ændre. Men man kan gøre op-stand imod døden ved at holde fast i, at døden ikke skal få lov til at brede sig og gøre resten af livet ligegyldigt og kærlighedsløst. Det er opstandelses-håb.

Sorgen ærer barnet ved at man lever og elsker på trods, i lyset fra den kærlighed, som barnet nåede at kalde frem i ens hjerte.

Skyldfølelsen er for mange uomgængelig i sorgen over et mistet barn. Selv om man objektivt set intet kunne gøre og ikke kunne have gjort noget anderledes, så hører det med til det at elske sine børn, at man synes, man skylder dem et godt liv. Og når barnet så ikke får et godt liv, føler den gode forældre sig skyldig. Skyldfølelsen kan ikke fjernes eller glemmes; men den kan tilgives. Det betyder, at man må forsone sig med, at man er et ufuldkomment menneske, der ikke altid magter at gøre det gode, som man gerne vil. Men selv om man er ufuldkommen, er man elsk-værdig i Guds øjne og værdig til at få givet livet tilbage på ny – blive til-givet.

Sorgen over et mistet barn har man med sig resten af livet. I begyndelsen er det knuste hjerte en konstant smerte. Med tiden bliver sorgen for de fleste til et ømt punkt, som man af og til støder på, så man mindes og fælder en tårer over.

Nogle formår med tiden at finde en form for mening med det skete. Andre holder fast i det gådefulde og meningsløse. Men ingen kan pådutte andre en forklaring, uden det bliver en bortforklaring. Det er en helt personlig gave og byrde, at noget uerstatteligt har rørt ved ens liv.

Læs mere

Den nødvendige fortælling


Foto: Christian Riis Kistrup