Om sorg
Når sorgens ensomhed bæres med ligesindede

Når sorgens ensomhed bæres med ligesindede

Ensomheden sætter ofte ind, når mennesker mister. At bære sin sorg med andre kan lindre, og sorggrupper giver rum og tid til det, der ikke kan og skal ændres.

Af biskop Marianne Christiansen

"Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde."

Sådan siger Jesus i Johannesevangeliets afskedstaler. I skal sørge. Som en konstatering: Det er vilkåret, det er uundgåeligt, I vil komme til at sørge. Og næsten også som en opfordring: I skal sørge.

Sorgen skal bæres i et fællesskab
At sørge. Det er, hvad arbejdet med sorggrupper i folkekirken drejer sig om. At bære sorg og at bære sorgen sammen. Sorgen er  uundgåelig, hvert menneske er nødt til at bære den, leve i den og gennem den og med den – men der er nogle at bære den sammen med, at følges med, tale med og være sammen med: I skal sørge.

Jesus fortsætter sin tale om sorgen:  "Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer." (Joh 16, 20-22)

Billedet af håb er evangeliets kalden ind i sorgen, som vi lever af som kirke: Sorgen som veer – som en tilstand, man må være i og ikke kan komme uden om, men også som en smerte, der før eller siden skal forløses i glæde og nyt liv.

Det håb er evangeliets trøst, og det er også grunden til, at kirken har til opgave at tage menneskets sorg alvorligt som måske det mest grundlæggende træk ved at være menneske. Det sker ved at give sorgen et rum og en tid at være i og et menneskeligt fællesskab, der er som fællesskabet omkring den fødende: En hjælp  - alene ved at være der og lytte og sige noget - for den, der skal leve i og bære sorgen.

Som mennesker og som folkekirke deler vi sorgens vilkår og længslen efter glæde. I mødet med evangeliet bliver vi kaldt til at dele sorgen, ja, dele ensomheden, hvis man kan sige det, og kaldt til håb. Til det giver sorggrupperne rum og tid. De giver den evangeliske hjælp at anerkende sorgen og anerkende meningsløsheden som et vilkår, en vej, en tilstand, en del af at være menneske.

Sorggrupperne bidrager til samfundet
Man kan sige meget godt om vores samfund, og det skal man også, så man ikke glemmer det gode. Man kan også sige meget godt om vores måde at omgås døden og tabet og chokket både i sygehusvæsnet, i plejen og omkring begravelsen. Men sorgen, den lange, usynlige, sorg, der ikke vil gå væk, men bare bliver ved og ved, må føre sit skjulte liv i vores samfund.

Forskellige kulturer har forskellige udtryk for sorgen – mere eller mindre synlige og hørlige. I gamle dage kunne man "bære sorg" – synligt tilkendegive med sit tøj eller et sørgebind, at man befandt sig i den tilstand, som hører kærligheden til: sorgen. Hvad der med rette betragtedes som en ære – tænk, at have nogen at sørge over og mindes. Men som alle andre konventioner kunne det jo også blive tvang og ydre manerer.

Nu har vi frihed til at sørge som vi vil og kan – eller har vi? For hvad man også må sige om vores samfund, er, at det er uden tålmodighed. Det higer efter effektivitet, store smil og ja-hatte. Sorgen har som fødslen sin tid, og sorgens tid er meget længere, end vores kultur vil indrømme.

Som sørgende bliver man i begyndelsen mødt af forståelse og medfølelse, men med tiden bliver man ensom i sorgen, fordi kulturen, samfundet, vi i vores tankeløshed eller effektivitetsoptimeringsjag tror, at man kan komme over sorgen, at den må kunne trænes, løbes, medicineres væk, så vi kan komme tilbage til normalen og alle være lige glade. Det er, som om det er en belastning for andre mennesker, hvis man ikke er glad. Som om sorgen nærmest er pinlig i længden og ikke hører hjemme i et moderne, omstillingsparat samfund.

Sorg er det, der ikke er noget at gøre noget ved. Og det kan opleves nærmest provokerende i et samfund, der gerne vil have handlingsplaner for alting. Sorggrupperne giver rum og tid til det, der ikke kan ændres eller handles væk, og bliver dermed små heller i vores samfund, små helligsteder. Og det er folkekirkens opgave.

Sorggrupperne bidrager til kirken
Også for folkekirkens selvforståelse og fortolkningen af evangeliet betyder sorggrupperne noget. Dannelsen af sorggrupper minder folkekirken om ,at sorgen er et grundlæggende træk ved at være menneske og ikke en fejl eller en synd. Sorgen er kærlighed under dødens vilkår. Vores sprog siger det så smukt, at der er omsorg og forsorg – så længe, man har nogen at sørge for og om, så er sorgen ikke fortvivlet, men kærlighed til og handling over for et andet menneske.

Først når vi ikke kan sørge for noget som helst, intet gøre, bliver sorgen til sorg over eller bare sorg. Der er en ensomhed i sorgen, som ingen kan tage fra én. Det sagde min farmor til mig, da jeg var barn og måske forstod det: "Du skal vide, at inderst inde og dybest nede, dér er man altid helt alene."

Det er netop det vilkår, sorggrupperne kan favne. Dér kan vi få lov at være sammen med vores dybe ensomhed, fordi det er anerkendt, at det er sådan. Ingen kan tage sorgen fra et andet menneske, men i det at være ved siden af hinanden, i samtale, at dele noget, bare en kop kaffe, at synge sammen, lytte sammen til ord og musik, er en lindring af ensomheden, fordi vi paradoksalt nok kan være fælles om at være ensomme. Det kan og tør vi være netop i lyset af evangeliet, fordi det ikke hedder: "Du må ikke sørge, du må ikke mindes, du må ikke være ensom". Men: "Du er det. Og fordi du er sørger og er ensom og fuld af fortid, gælder håbet dig". Sorgen er selve den jord, opstandelsens håb sås i. Kender vi ikke sorgen, har vi intet håb.

Sorggrupperne i folkekirken er for folkekirken en påmindelse om, at kristendom ikke er et krav om at smile til verden og se på de lyse sider og se at komme videre. Kristendom er fællesskab i lidelsen mellem Gud og menneske og mellem mennesker indbyrdes og lindring og trøst i lyset af håbet. Det er en af folkekirkens fornemmeste opgaver at være rum og give tid til sorgen.

I det rum sker forkyndelsen af håbet, af evangeliet. Og det er en anden af sorggruppernes gaver til folkekirken: Erkendelsen af, at forkyndelsen sker ikke først med ord, men først ved nærvær. Først ved, at vi tager del i hinandens liv, lytter, tier, græder og opdager, at vi deler vilkår som mennesker i det væsentligste. Først ved, at man kan få lov at være og fortælle sin historie og sit liv uden at blive bedømt eller fordømt. Allerede deri er en forløsning. Sådan kommer det også til udtryk i rapporten om sorggrupper i folkekirken.

"Det religiøse"
Deltagerne bliver også spurgt til ”det religiøse”, som nogle på forhånd er på vagt over for, fordi det forventes at være næsten et overgreb, noget, hvor nogen kommer og påstår et eller andet, der fornægter sorgen eller meningsløsheden. Det bør være tankevækkende for hele folkekirken: Hvorfra har folk – ofte medlemmerne – fået det indtryk, at den kristne forkyndelse ikke kan give plads til hvert menneskes oplevelse af gudsforladthed, gudløshed, meningsløshed? Måske har også folkekirken som det øvrige samfund været for hurtig til med døve øren at tale henover sorgen. Og det er jo ikke så godt, hvis vi skulle bære vidnesbyrdet videre om ham, der på korset råbte "Min Gud, min Gud, hvorfor har forladt mig?"

Sådan er sorggrupperne i folkekirken en del af og et korrektiv til såvel samfund som folkekirken som livsfællesskab og rum for forkyndelsen af håbet og trøsten, som kender sorgen og fødes ud af den.

Ordene herover er en tale, Marianne Christiansen, biskop i Haderslev Stift, holdt ved konferencen 'Når sorgen bæres sammen' den 23. maj 2014 i Vejle.

Læs mere

Sorgens to spor

Sorgen er en fortælling

Den nødvendige fortælling


Foto: Christian Riis Kistrup


Sagt om sorg

"Sorgen er uundgåelig, hvert menneske er nødt til at bære den, leve i den og gennem den og med den – men der er nogle at bære den sammen med, at følges med, tale med og være sammen med: I skal sørge."

- Marianne Christiansen, biskop i Haderslev Stift