At hjælpe børn og unge
At huske eller at glemme? - del 1

At huske eller at glemme? - del 1

For at undgå at børn og unges tab af en forælder bliver livstruende eller traumatisk, er det vigtigt, at hjælpe dem med at erkende, at tabet er livsafgørende.

Af Ole Raakjær

"Jeg mistede min mor for 3 år siden", fortalte en 18-årig pige. "Og nu er hun ligesom blevet væk for mig. Jeg kan ikke længere genkalde mig et billede af hende. Og vi snakker aldrig om hende derhjemme!"

Hendes far havde fået en ny kæreste, så det var måske ikke så mærkeligt. Hendes mor havde været syg næsten ligeså lang tid, hun kunne huske, så hvem var hun egentlig, denne mor? Hvad tænkte hun? Hvad var vigtigt for hende? Hvilke drømme havde hun som 18-årig?

Myten om at sorg udvikler sig gennem smerte til forsoning
En af de mest livskraftige myter på sorgområdet er, at sorg udvikler sig gennem smerte til forsoning, hvorfor det for den sørgende netop handler om at gennemarbejde og forløse sorgen. Freud mente, at denne gennemarbejdning var nødvendig for at frigøre de følelsesmæssige bånd til den afdøde, så det blev muligt at investere energien i nye mellemmenneskelige relationer. Denne opfattelse definerede i anden omgang (sorg-)hjælperens opgave: Hun skulle være fødselshjælper for denne proces, og den udstyrede hende med et "værktøj" eller en "opskrift" (faseteorien ) med hvilket hun var i stand til at føre den sørgende gennem en række konkrete opgaver, som kunne give begge parter en følelse af formål, retning og fremdrift. 

Den væsentligste repræsentant på dansk grund for denne opfattelse er socialrådgiveren og psykoterapeuten Marianne Davidsen-Nielsen, som sammen med Nini Leick i 1989 udgav bogen Den nødvendige smerte om sorg, sorgterapi og kriseintervention. Denne bog blev i 1995 fulgt af Blandt løver - om alvorlig sygdom, livsmod og dødsbevidsthed, som Marianne Davidsen-Nielsen alene var forfatter af. Disse to bøger har sammen med især Marianne Davidsen-Nielsens omfattende kursus- og uddannelsesvirksomhed rettet mod sygeplejersker, læger, psykologer, socialrådgivere og andre behandlere, har været med til at gøre denne opfattelse af sorg og sorgarbejde til den alt dominerende. 

At lave et mindernes skatkammer
At disse tanker i mange henseender har været og stadig er frugtbare og hjælpsomme er udenfor al diskussion. Men denne model har også sine begrænsninger. Det er ikke hjælpsomt for alle mennesker over en kam at fokusere på forløsningen af følelser, og man kan kritisere teorien for ensidigt at lægge vægt på de følelsesmæssige og kognitive sider af sorgen. Der er mere en én måde at mestre sorg og tab på, og teorien overser netop, at mennesker oplever, udtrykker og mestrer deres sorg på mange forskellige måder. Sorg og tab har nemlig at gøre med livsvilkår og er ikke blot en følelsesmæssig krise, som skal forløses. Teorien er altså for ensidig og svarer måske i virkeligheden mere til fagpersonens opfattelse end til den ramtes egen oplevelse. Sorg er ikke noget, man skal hjælpes af med, men et eksistentielt vilkår, man skal leve med.

Det gælder for den efterlevende at få skabt en fortælling, som giver den døde en god plads i vedkommendes liv og selvforståelse, ja, at få lavet et "mindernes skatkammer". Der skal skabes en indre relation, et billede, en værdi, som den efterladte bærer med sig. Det handler altså for den sørgende snarere om holde fast end at give slip, og det handler for hjælperen om at støtte denne proces.

Tilbage til mit indledende eksempel med en unge pige, hvis mor var blevet væk. Vi talte om, hvordan hun kunne finde ud af, hvem hendes mor havde været? Hvem, der kunne hjælpe hende med det, og hvad det svære kunne være ved f.eks. at spørge hendes mormor eller moderens veninde helt tilbage fra gymnasietiden. Efter 3 kvarter sagde hun farvel og tak for hjælpen. Nu havde hun noget, hun skulle i gang med. Hun skulle for sin egen skyld finde ud af, hvem det var hun havde mistet. For sorgen er altid en fortælling. Hun skulle have "fat" i sin mor, for at kunne få hende med videre frem i livet. Hun skulle bestemt ikke give slip, men hun skulle have hjælp til at holde fast, til at fortælle sin mors historie, for uden den, kunne hun ikke fortælle sin egen.

At få sin far med sig
Jeg havde for et stykke tid siden en samtale med en yngre kvinde, som et par måneder forinden havde mistet sin mand på hospice. Hendes bekymringer handlede især om deres 3-årige søn, som lige siden faderens død mange gange hver eneste dag havde spurgt: "Far henne? Hvor er far henne?". Kvinden fortalte mig, at der var gået næsten 14 dage før hun med de rigtige ord direkte kunne sige til ham: "Far er død. Han kommer ikke tilbage. Han er begravet nede i jorden!"

Hvorfor var det svært? Selvfølgelig fordi hun selv blev ked af og kastet ind i sin egen sorg, hver gang han spurgte. Moderen ville vide, om der var noget unormalt ved drengens opførsel. Jeg kunne kun bekræfte, at det var helt, som det skulle være. En tre-årig opfatter ikke døden som endelig. Han kan ikke forstå, at den døde far eller mor ikke kommer tilbage. Hans måde at tænke på er præget af en cirkulær tidsopfattelse. Livet består af gentagelser. Jeg står op, er vågen og går i seng igen. Far går og far kom¬mer tilbage igen. Derfor er det svære spørgsmål: "Hvornår kommer far tilbage?" helt almindelig for et barn der har mistet sin far i førskolealderen. 

Fra 0 til en 4-5 år er forladthedsfølelsen den største eksistentielle trussel, og mange af barnets livsspørgsmål handler om denne trussel. Moderen fortalte mig, at drengen i de første 14 dage efter faderens død konstant holdt øje med hende. Hvis hun var væk et øjeblik løb han rundt og ledte efter hende og sagde: ”Mor henne, mor henne!” For når far ikke er der mere, så bliver det endnu vigtigere, at mor er der. Vi talte om, at det nok ikke skulle vare alt for længe før hun fortalte ham, at hvis der skulle ske hende noget, så skulle moster Lene eller faster Ida passe på ham. Han var glad for sin dagplejemor og der var ingen problemer med at aflevere ham om morgenen. Men man skal være klar over, at truslen om at blive ladt alene kan vækkes af enhver adskillelse fra moderen.

Angst, sorg og vrede
Reaktionen kan være angst, sorg og vrede. Derfor er det nødvendigt med megen tålmodighed, når man afleverer et uroligt barn i børnehaven eller overlader det til en barnepige. Hvis vi bagatelliserer barnets adskillelsessangst, eller kalder den for trods, kan vi, uden vi ved det, udsætte barnet for den største trussel. Igen og igen er man nødt til at fortælle barnet, at far er død, far kan ikke passe på dig, men mor passer på dig, moster Lene passer på dig, dagplejemor Else passer på dig osv., osv. 

Det var meget vigtigt for moderen, at drengen skulle have sin far "med sig", som hun udtrykte det. Hun ville gerne, at han skulle vide, at han havde haft en far, der elskede ham, og for hvem, han havde betydet alt. Jeg spurgte hende, om hun selv havde nogle praktiske ideer til, hvordan hun gøre det. Mens de havde været på hospice havde de taget en del fotos, og der var blandt andet rigtig mange af faderen, der sad med sin søn. De billeder havde fremme næsten hver dag. De kiggede på dem i fællesskab, snakkede om dem, og moderen måtte hver gang fortælle, hvor meget far elskede ham og hvor ked af det, han var over ikke at kunne sin søn vokse op. Drengen var uhyre interesseret i billederne. Det kunne tage meget lang tid at komme igennem stakken.

Han studerede dem indgående ét for ét og ville have sin mor til igen og igen at fortælle, hvad der skete på dem. Hun havde også udstyret ham med et par kopier i små plastiklommer, han kunne løbe rundt med. Det var forbilledligt og meget modigt gjort af denne mor, som på dem måde hjalp sin søn med at konstruere dette for ham og hans identitet vigtige "mindernes skatkammer". Men det viser også noget om, at den største hindring for at børn og unge får en ordentlig hjælp i forbindelse med sorg og tab er den voksnes egen sorg.

For skal en forælder, der selv har mistet sin ægtefælle eller bedsteforældre, der har mistet sin voksne søn eller datter, hjælpe barnet eller barnebarnet med at huske, hvem dets mor eller far var, undgår de jo ikke at komme i kontakt med deres egen sorg og smerte. Og det kombineret med den svært uryddelige fordom om, at bare man ikke snakker for meget med børn om sorg, tab og død, så tænker de ikke på den slags, gør det bare ekstra vanskeligt.

Læs sidste halvdel af artiklen


Foto: Sille Arendt