At hjælpe børn og unge
At huske eller at glemme? - del 2

At huske eller at glemme? - del 2

Af Ole Raakjær

Vi kan ikke beskytte børn og unge fra virkeligheden
Når familier rammes af skilsmisse, alvorlig sygdom og død medfører det altid store og skræmmende oplevelser for barnet eller den unge. Derfor er ethvert forsøg på at beskytte børn fra virkeligheden ofte ensbetydende med, at vi skjuler dele af den, og så kommer de let til at føle sig snydt og holdt udenfor.

Jeg talte med en 13-årig pige, hvis far nu lå på hospice. Hun havde lige fået at vide, at hendes far skulle dø af sin cancersygdom, og hun var både vred og ked af det. Hun følte sig snydt. Hendes forældre havde villet skåne hende. De havde tænkt, at der ikke var nogen grund til at fortælle hende det for tidligt, for så ville hun bare ikke kunne spekulere på andet. Da jeg spurgte hende, hvordan hun troede, det ville have været at få den svære besked for 3 måneder siden, svarede hun: "Så ville jeg være blevet meget ked af det!" "Jamen var det ikke rart at være fri for det?", spurgte jeg videre. "Nej", svarede hun fortørnet. "Tænk, at de fortalte alle mine onkler og tanter, at han ikke kunne blive helbredt, men jeg, der trods alt er hans datter, fik det ikke at vide! Det kunne de ikke være bekendt. De snød mig! Og nu er jeg kommet til at tænke på, om der også er andet, de har holdt skjult for mig?"

Vi kan ikke beskytte vores børn og unge fra det svære og tunge i virkeligheden, men vi kan beskytte dem i det ved at være sammen med dem om det. Og det er det eneste, der skaber forudsætninger for fællesskab og fremtid. 

Opgaven i forhold til børn/unge, der har mistet eller er på vej til det, er altså at hjælpe dem med at erkende, at tabet er livsafgørende, at den mor eller far, de har mistet eller skal miste, er nøjagtig ligeså uerstattelig, som barnet eller den unge lige nu føler det. Kun derved bliver tabet ikke livstruende eller traumatisk. Mange undersøgelser viser, at det ikke er tabet i sig selv, der sætter den destruktive livsdagsorden for det barn, der mister, men det er først og fremmest, at det følelsesmæssigt bliver ladt i stikken og ikke får hjælp til at huske og at sætte ord på tanker og tanker på følelser.

At miste er ikke et problem, der kan løses, men en byrde, der skal bæres
Som hjælper er det vigtigt at minde sig selv om, at det at miste en mor, en far, en bror, søster eller en bedsteforælder er ikke et problem, der kan løses. Alvorlige tab i vores liv er ikke problemer, der kan løses. Vi kan ikke handle os ud af dem. De kan ikke behandles væk; de kan ikke fjernes, men de er byrder, der skal bæres. En sorg er ikke et problem, der kan løses, men en byrde der skal bæres. Hjælpen til barnet eller den unge skal sikre, at der oven i denne byrde ikke skal lægges ensomhedens og isolationens byrde. Derfor er det også kontakten med barnet eller den unge, der er den afgørende.

Det er vigtigt, at de tages med i alt det, der sker omkring tabet og ikke forholdes nogen informationer, fordi man vil "beskytte" dem. Man beskytter ikke barnet eller den unge ved at skåne det for virkeligheden, man snyder dem og holder dem udenfor med isolation og ensomhed til følge. Informationer kan være svære og tunge at give og få, men mangel på informationer er ofte mange gange værre.

Farvel- og goddag-arbejde
Hvad angår den konkrete samtale med børn og unge, der har mistet, er det vigtigt at være opmærksom på, at samtalens mål er hjælpe med barnet/den unge med at fastholde mindet om den døde i hukommelsen, og at fokus ikke først og fremmest er at forløse forløser, men at understøtte transformationen af relationen til det menneske, de har mistet, fra noget ydre til noget indre.

I Anni Schwartz Hansens bog Jeg savner dig. Om sorgarbejde blandt unge, der har mistet far eller mor (Gyldendal 2001) beskriver hun netop meget rammende samtalens indhold som både et farvel-arbejde og et goddag-arbejde. Farvel-arbejdet handler om at hjælpe den sørgende med at konfrontere sig med virkeligheden og give plads til de efterfølgende reaktioner og svarer stort set til det, vi mødte hos Marianne Davidsen-Nielsen. Hvor farvel-arbejdet altså hovedsalig består i at lytte, rumme og give accept, er goddag-hjælper-rollen mere igangsættende og undersøgende. At sige goddag betyder at hjælpe barnet med at få fremkaldt billedet af den døde og understøtte fortællingen om ham eller hende. Det betyder også at hjælpe barnet med at huske, hvad vedkommende har betydet for det, så det kan tage det med sig fremover. 

Gode spørgsmål i den forbindelse kunne f.eks. være: Hvad hed(der) din far/mor? Havde han/hun et kælenavn? Hvordan husker du din far/mor? Hvad kunne han/hun lide at lave i sin fritid? Kan du huske din far/mor som rask? Ligner du ham/hende? Hvad synes du om det? Hvad foretog du dig sammen med den ham/han? Hvad lavede I sammen? Hvad minder dig mest om ham/hende? Hvor tror du, han/hun er nu? Dukker han/hun op i dine drømme? Hvis du kunne spørge han/hende, hvad tror du så, han/hun ville sige? Hvilken betydning har din far/mor for dit liv? Er der noget du savner? Er der noget, du ikke savner? Fortæl om en god oplevelse, du har haft sammen med din far/mor, som du har mistet. Fortæl om en svær oplevelse, du har haft med den, du har mistet, f.eks. en konflikt, en afvisning eller noget, du ikke savner hos vedkommende.

Afslutning
Børn og unge mister aldrig helgener. De mister fædre og mødre af kød og blod, som både gjorde gode og dumme ting, og som både var de bedste og de værste. Og det hele hører med i errindringsprocessen. Det er ikke glansbilleder, man skal huske! I mine samtaler med børn og unge er det ikke ualmindeligt, at den far eller mor, de har mistet kommer, til at rangere lige under Vor Herre, og at alle de problemer, de måtte støde ind i, derfor tilskrives forældretabet. Det er med andre ord en projektionsskærm af dimensioner, og det er naturligvis farligt. Det kan i ekstreme tilfælde medføre selvmord eller i hvert fald tanker om det, fordi bare man var hos far eller mor, ville alt være godt! 

Derfor er vigtigt at få tingene skilt fra hinanden. Den unge har ligesom alle mulige andre unge problemer at finde sig til rette i tilværelsen og den afdøde far eller mor var ind i mellem også irriterende og dum. Det er kun hele mennesker, der er værd at have med sig som rollemodeller, som vejledende i bestemte situationer, som klargørende i forhold til værdier, ja som en værdifuld del af barnets eller den unges livs- og selvforståelse.

Ole Raakjær er sognepræst i Sulsted sogn i Nordjylland, præst på KamillianerGaardens Hospice og i Det palliative Team i Aalborg, formand for Foreningen for Palliativ Indsats i Danmark og master i Humanistisk Palliation.

Artiklen, der her er lettere forkortet, kan findes i sin fulde længde i 'Kirken underviser', april 2008.


Foto: Gitte Lauritsen


Citat

"Alvorlige tab i vores liv er ikke problemer, der kan løses. Vi kan ikke handle os ud af dem. De kan ikke behandles væk; de kan ikke fjernes, men de er byrder, der skal bæres. En sorg er ikke et problem, der kan løses, men en byrde der skal bæres."