Sæt rammer for varighed og optagelse
Forløbets varighed

Forløbets varighed og mødetider

Sorggruppelederen skal tage stilling til, om forløbet skal slutte på et bestemt tidspunkt, eller om deltagerne kan deltage så længe, de har lyst - samt hvor lang tid, der skal gå imellem hvert møde.

Tidsbegrænsede grupper
Den tidsbegrænsede gruppe kan virke mere overskuelig for deltagerne og gruppelederen selv. Et fastlagt sluttidspunkt kan gøre processen mere effektiv og koncentreret, da deltagerne ved, at tiden er begrænset.

Til gengæld kan det føles forkert at stoppe et forløb, hvis nogen stadig har gavn af det.

Ved afslutningen af lukkede grupper, er det en god i ide at få gruppens samlede vurdering af forløbet gennem en evaluering, så gruppelederen kan trække nye erfaringer ind i det næste forløb.

Et typisk tidsbegrænset forløb varer mellem et halvt og et helt år.

Grupper uden udløbsdato
En gruppe uden et fast sluttidspunkt gør, at man som gruppeleder kan være sikker på, at de, der har behov for det, kan være i forløbet, så længe de vil.

Til gengæld kan det virke uoverskueligt ikke at vide, hvornår forløbet slutter, og mange deltagere forlader ikke gruppen, selvom de egentligt har fået det ud af gruppen, som de kan.

Vælger man en ubegrænset varighed, bør gruppen være åben, så der hele tiden kan komme nye deltagere ind, når andre stopper.

Mødetidspunkter
Det er en god idé, at der er lidt tid mellem de forskellige mødegange. Det er ofte i hverdagen og på uventede tidspunkter, at deltagerne opdager, at de kan bruge de ideer og nye vinkler, som er opstået i gruppen. Det kan være på en gåtur rundt om søen, midt i morgenkaffen eller mens familien er på besøg.

Vores erfaringer er, at et passende interval mellem møderne er hver anden eller tredje uge.


Foto: Christian Riis Kistrup