Forslag til sorggruppeforløb
Sorggruppeforløb på 6 x 2 timer

Sorggruppeforløb på 6 x 2 timer

Sorggruppeforløb kan se forskellige ud, alt efter hvad man som gruppeleder og efterladt vælger at fokusere på. Forslaget her kan give inspiration til et forløb.

Af Ole Raakjær, sogne- og hospicepræst

I bogen Bereavement Support Groups beskriver Lorraine Hedtke en model for et sorggruppeforløb på 6 x 2 timer, som arbejder på de præmisser, der er ridset op i artiklen Et teologisk perspektiv på sorg

Hedtke nævner naturligvis ikke forkyndelsen som en del af forløbet, men det afgørende er, at det teologiske perspektiv; at mennesket kun kan forstås og beskrives som noget, der ikke er, hvad det er, alene i kraft af sig selv men derimod i forhold til noget uden for og ud over sig selv netop udfoldes i "re-member"-tanken, dvs. ved at man i gruppen hjælpes til at huske og gen-indsætte den, man har mistet som en del af ens ”livsklub”. (Re-membering Lives. Conversations with the Dying and the Bereaved.)

Nedenstående er en kort beskrivelse, så man kan få en fornemmelse af, hvad der i hovedtræk arbejdes med på de 6 møder. Den detaljerede beskrivelse findes i bogen.

1. uge: Re-etablering af relationen (Re-establishing Relationship)
Kan du introducere/præsentere mig til/for din elskede mand/kone/barn? Fortæl mig om personen, som døde! Hvem var hun? Hvilke ting, kunne hun lide? Hvad lavede hun? Hvilke interesser havde hun? Hvad holdt hun særligt af ved hende? Hvad betød det for dig, at hun var en del af dit liv?

Målet med denne introduktion er at bringe den døde til live og bekræfter, at den afdøde stadig betyder noget i den sørgendes liv.  Ikke at spørge om en sådan præsentation/introduktion er en uopdragen afvisning! Og den tilbyder den sørgende en potentiel trøst og en mulighed for at tale om vedkommendes håb om tage vare på de fortællinger og den vigtige arv, som den afdøde har givet ham/hende at passe på. Præsentationen antyder, at den afdøde ikke bare betød noget engang, men stadig betyder noget. Den opretholder/værner om deres fortællinger og modsiger opfattelsen af, at disse historier døde med de dødes fysiske krop.

2. uge: At pakke sorgens sprog ud (Unpacking the Language of Grief)
Fokus er diskursens påvirkning/indvirkning på menneskers historier og emotionelle erfaringer. Det centralt er her at ”udpakke” den almindelige sprogbrug, som både forstærker og reproducerer konventionelle antagelser om død og sorg.

Målet er at hjælpe deltagerne  til at distancere sig fra den hæmmende kommentarer, som de måtte have fået eller lært om, hvordan sorg skal være.

  • Hvad sagde folk til dig før og efter din mand/kone døde om hvordan du skulle føle, tænke eller gøre?
  • Hvilke beskeder/budskaber/gode råd fik du f.eks. de kort/breve, du fik, om hvordan du skulle føle eller hvad du skulle gøre?

3. uge: Historier om styrke (Stories of Strength)
Når et menneske dør, skal de sørgende ikke bare håndtere emotionelle erfaringer, men konfronteres ofte med et væld af andre udfordringer. Her introduceres en praksis, hvor man opfordres til at tage de historier frem, der understreger en kontinuerlig styrke, ved at "plukke" fra de historier som støtter den sørgendes kunnen (ability) og handlemuligheder (agency). I en verden, som opmuntrer til emotionel separation fra den afdøde, er det let at fjerne den sørgende fra det, hvor han eller hun kan finde styrke til at sætte den ene fod foran den anden.

Til denne gang opfordres deltagerne til at medbringe en ting, som minder dem om deres egen styrke, venlighed, mod osv. Når disse vises frem i gruppen er målet at forhindre deltagerne i at vende tilbage til tankerne om selvbegrænsning eller selvfordømmelse. I stedet interesserer man sig succeserne, styrkerne og kærligheden.

4. uge: At finde den afdødes stemme (Finding the Voice of the Deceased)
Denne uge understreger emnet: "stemmen", dvs. den sørgendes indre repræsentation af hvad det afdøde evt. kunne have sagt. Opdagelsen af denne indre stemme – som taler indirekte gennem den sørgende – er central for narrative metode. ”Stemmen” er klar i den sørgendes historier og hukommelse og kan måske oven i købet iagttages i den dennes handlinger.

Et andet anliggende er få løst et sprogligt problem: Den almindelige brug af indikative (fortællende) verber og datid forstærker følelsen af adskillelse, selv når den sørgende søger en fortsat nærhed. Den sørgende søger på forskellige måder ofte kontakt med den afdøde eller leder efter forskellige former for nærhed. 

Konventionel sorgrådgivning er uforenelig med et sådant ønske, fordi den foreskriver skarpe "farveller" og presser på for at slutte af og dermed anser længslen efter kontakt for tabu. Denne følelse af fravær, der følger af død skaber en frakobling, som er central for meget af den følelse af håbløshed, som folk der mister, beskriver.

Derfor er det centralt, når man arbejder narrativt, at overveje, hvordan man kan lindre længslen efter kontakt. Et svar ligger i en sproglig løsning. Da den sørgende må tale for den døde kan et sprogligt skift fra indikativ til en konjunktiv hjælpe med at reducere den uro en konventionel brug skaber.

  • Hvad ville den, du har mistet, sige er dit vigtigste øjeblik?
  • Hvis han var her, hvad ville han så sige, han særligt satte pris på hos dig?
  • Hvad ville han sige, han særligt påskønnende gennem hans sygdom?
  • Hvad ville han specielt lægge mærke til ved den måde, du har klaret tingene efter hans død?

5. uge: Historier om styrke (Stories of Strength)
I denne uge drejer det sig om at hjælpe den sørgende med at internalisere den afdødes ord og stemme, så han eller hun lettere kan få "adgang" til dem. Udtrykt metaforisk handler det om at den afdøde bliver ”i stand til” at hjælpe den sørgende til at møde nye udfordringer. Hvor det i uge 3 pegede bagud, peger det nu her i uge 5 fremad.

  • Hvis hun var her, hvor ville hun så kunne se, at du har vist mod, kærlighed, styrke, håb osv?
  • Hvad ved hun om dig, som ville gøre hende sikker på, at du kan klare de udfordringer, du har foran dig?
  • Hvad vil hun gerne se dig have succes med i den nære eller fjerne fremtid? 
  • Hvis du forestiller dig, at hendes gode råd lever indeni dig, hvordan kunne du så komme  i forbindelse med dem, når du havde brug for dem?
  • Hvordan ville du lægge mærke til, hvis du levede med hendes stemme tættere på dig?
  • Hvilken forskel ville det gøre for dig i din hverdag, hvis du gjorde det?

6. uge: At udvide "klubben" (Expanding the Club)
Denne sidste uge handler det hjælpe den sørgende med at etablere fundamentet for at kunne fastholde relationen til den afdøde, selv når gruppen ikke længere mødes. I modsætning til det konventionelle sorgarbejdes mål, som er at give slip og komme videre, skal en re-membering-gruppe sætte "scenen" for vedvarende relation.  Den skal åbne nye døre, så den afdødes stemme kan forsætte med at være en dynamisk ressource i den levende liv. Det handler altså om at arbejde med, hvordan den afdøde så og sige kan inviteres ind i de levendes samfund, i ind fællesskabet med andre. Der skal etableres en "medlemsklub" (membership club), hvor den afdøde i metaforisk forstand kan have et "hjem".

Den sørgende opfordres til at medbringe et foto, hvor den afdøde er sammen med sin familie, venner m.v.

  • Fortæl gruppen om de mennesker, man kan se på fotoet.
  • Hvordan er de komme til at kende den, du har mistet?
  • Hvem ellers deler dine historier, din kærlighed til og erindringer om den, du har mistet?
  • Hvad ville de sige, de særligt satte pris på hos den, du har mistet.

Ole Raakjær er sognepræst i Sulsted sogn i Nordjylland, præst på KamillianerGaardens Hospice og i Det palliative Team i Aalborg, formand for Foreningen for Palliativ Indsats i Danmark og master i Humanistisk Palliation. 

Læs også

Et sorggruppeforløb efter svensk model


Foto: Sille Arendt


Sagt om sorg

"Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær."

- Steen Steensen Blicher, præst og forfatter (1782-1848)