Når man leder gruppen
Hvad skaber den gode gruppeleder?

Hvad skaber den gode gruppeleder?

Undersøgelser fra psykologien viser, at evnen til at hjælpe mennesker gennem svære tider ikke afhænger af uddannelse. Det vigtigste er at kunne skabe en god relation og udvise nærvær og forståelse.

Erfaringen viser, at præster og sognemedhjælpere kan tvivle på deres evne til at agere kompetent og forsvarligt som sorggruppeledere uden en formel psykologisk eller sjælesørgerisk uddannelse - og somme tider også uden lang erfaring med hjælpesamtaler. Det er derfor interessant, hvad forskningen siger om betydningen af erfaring og formel uddannelse.

Kvalitet i samtalen uden teoretisk baggrund
Psykologen Esben Hougaard har skrevet bogen Psykoterapi – Teori og forskning, som er et dansk hovedværk inden for nyere psykoterapeutisk effektforskning. Ud fra studier og undersøgelser nås blandt andet frem til, at der ikke er forskningsmæssigt belæg for den gængse opfattelse, at formel uddannelse, teoretisk viden og samtaleerfaring nødvendigvis har en afgørende betydning for kvaliteten af arbejdet, når det drejer sig om hjælpesamtaler.

"[...] undersøgelserne maner til forsigtighed med hensyn til at monopolisere psykoterapi til højt uddannede eksperter. At varme og veltilpassede læg-terapeuter uden terapeutisk uddannelse ofte med held kan udføre terapeutiske opgaver er et fund, der bør hilses velkomment." (jf. Psykoterapi – Teori og forskning.)

Den lyttende gruppeleder
En sorggruppedeltager i Husumvold Sogn, Torben, beskriver sine oplevelser af at blive lyttet til på følgende måde:

"Sorggruppelederne er meget lyttende, og det er de andre i gruppen også. Det betyder så meget. Og så er de omsorgsfulde, og det er jo lige præcis det, der er så vigtigt: At der er nogen, som giver én omsorg også. Jeg husker meget tydeligt den første gang, jeg fik lov til at fortælle om Hannes liv og hendes død. Og så lyttede alle bare. Det tror jeg var meget, meget vigtigt for mig. For allerede dér tror jeg faktisk, at jeg kom et skridt videre. Det er nok det vigtigste, jeg kan huske fra sorggruppen."

En sorggruppeleder kan udføre yderst kvalificeret sorggruppearbejde, så længe gruppen rummer velmotiverede deltagere, som man lytter respektfuldt og nysgerrigt til. Har man derudover en medgruppeleder og et velfungerende makkerskab med ham/hende, samt en kompetent supervisor, er det egentlig bare om at komme i gang.

Bearbejdet uddrag fra 'Sorggrupper i kirken' af Line og Thomas Bjørn Hansen.


Foto: Mike del Gaudio


Sagt om den gode gruppeleder

"Man skal selvfølgelig være åben for alle sorger. […] Kunne vurdere, hvornår skal vi bare lade dem snakke selv og træde lidt i baggrunden. Det, synes jeg, var vigtigt."

- Kirstine, 38, deltager i sorggruppe

"De skal forstå at styre gruppen, altså sådan at folk ikke snakker ind over hinanden, og der bliver plads til alle. Og så skal de også have kendskab til mennesker. Jeg synes ikke, man kan sætte hvem som helst til det."

- Hanne, 53, deltager i sorggruppe