Når man leder gruppen
Hvad virker i en sorggruppe?

Hvad virker i en sorggruppe?

Hvorledes sker forandringer i sorggrupper? Hvad er det, der gør, at man i nogle tilfælde foretrækker at mødes i sorggrupper frem for i individuelle samtaler?

Af Christian Busch

Individuelle samtaler med efterlevende kan være velbegrundet i mange tilfælde. Det enkelte menneske og dets særlige tanker og følelser kommer i centrum. Det enkelte menneske bliver mødt af en anden person, der viser interesse for dets situation, tanker og oplevelser.

Men der kan også være gode grunde til at foretrække og anbefale sorggrupper.

Men hvad er særligt i gruppesamtaler, og hvilke særlige opgaver og ansvar påhviler sorggruppevejlederen?

Hvad der hjælper i grupper er meget velbeskrevet i vejledningsteori og i psykoterapeutisk litteratur. Således skriver Irvin D. Yalom og Tore-Kristian Lang (se kilder herunder) indgående om gruppeterapiens og pastorale vejledningsgruppers betydning.

I sit indledende kapitel stiller Yalom først spørgsmålet: Hvorledes hjælper gruppeterapi patienter? I grunden et naivt spørgsmål, men også væsentligt, for i det øjeblik man kan vise, om grupper hjælper, og hvad det er specifikt i gruppesammenhængen, der hjælper mennesker, har man også nogle indikatorer, som kan fortælle, på hvilken måde gruppen skal indrettes; man kan udvikle en strategi og vælge en metode. Sorggrupper i folkekirken har ikke et terapeutisk sigte. Men der er i sorggrupperne nogle af de samme hjælpsomme elementer, som det er godt at være opmærksom på.

At fremme håb. Faktorer i sorggruppemødet, der er hjælpsomme
Det forhold at forskellige gruppemedlemmer vil have gjort forskelligartede erfaringer og er kommet længere eller kortere i deres personlige sorg indgyder håb. Når gruppemedlemmer oplever, at andre gruppemedlemmer har udviklet sig, styrker det troen på egen mulighed for udvikling. Incitamentet til at turde afprøve nye muligheder og vove at gøre noget nyt, styrkes af det fællesskab, gruppen repræsenterer (jf. Lang samt Yalom).

Universalisering
Ikke mindst efterlevende oplever sig ofte isolerede og ensomme i deres daglige liv. De kan opleve, at de er alene med dagligdagens problemer, og alene med vanskeligheden med at bære sorgen og de byrder og problemer, de oplever. Sorggruppen kan formidle erfaringen af, at man ikke er alene med problemerne, når man oplever, at de andre gruppemedlemmer har tilsvarende problemer.

Gruppemedlemmer giver ofte udtryk for oplevelse af universalitet, f.eks. når de siger: "Det er rart at høre, at du også har det sådan. Jeg troede, at jeg var den eneste, der ikke kunne finde ud af det" (jf. Lang; Yalom).

Formidling af information
Enhver gruppe vil også have et moment af informationsformidling. Hvis der i en gruppe bringes et problem frem, som har at gøre med komplicerede sorgreaktioner, er det væsentligt at undervise i sorgreaktioners normale forløb og komplicerede sorgreaktioner (Yalom). På samme måde er der i kirkelige sorggrupper et moment af åndelig vejledning, og samtale om trosmæssige temaer.

Imiterende handlemåde
Ved at bruge og efterligne handlemåder hos andre i gruppen, som man kan identificere sig med eller ser op til, kan sorggruppen blive en væsentlig inspirationskilde og indlæringsmåde. "Jeg ville ikke have turdet gøre sådan, hvis ikke jeg sidste gang havde hørt, at du fortalte, hvad du har gjort!", er eksempel på en variation over betydningen af kreativ efterligning og identifikation, som ofte høres i sorggrupper (Lang; Yalom).

Interpersonel læring
I gruppevejledning opdager deltagerne, at de ikke blot lærer nyt fra erfaringer, de har gjort uden for gruppen, men også fra de erfaringer, gruppemedlemmerne gør indenfor gruppen (Lang; Yalom).

Gruppekohæsion
Graden af tilhørighedsfølelse og sammensvejsethed gruppemedlemmerne imellem er afgørende for sorggruppen. Den tryghed, der opstår i gruppen som en følge af gruppekohæsionen, får mennesker, der har mistet til at sige: "Det er første gang, jeg har talt med andre på denne måde" og "Det er mærkeligt, men det er første gang, siden jeg mistede, at jeg har talt med nogen om hvordan jeg virkelig har det; ellers har jeg ladet som om jeg var mere glad end jeg egentlig er!". På den måde bliver gruppen et fællesskab, som det enkelte gruppemedlem ser frem til, og hvor det er vigtigt at være med og at blive accepteret (Lang; Yalom).

Vejlederens opgave og ansvar i gruppe
I en sorggruppe er det væsentligt at være opmærksom på, hvilke opgaver og hvilket ansvar der påhviler sorggruppelederen. Det er umuligt at gå i dybden med dette væsentlige tema. Imidlertid skal nogle hovedpunkter nævnes. Sorggruppelederens opgave og ansvar i gruppen er bl.a. at:

  • give næring
  • stimulere
  • administrere
  • strukturere

At give næring betyder at lederen støtter og er ansvarlig for at skabe et trygt miljø i gruppen, viser varme overfor gruppemedlemmerne nøje afstemt i forhold til de individuelle behov i gruppen (Lang). Dette kommer til udtryk ved at gruppen føler sig så tryg, at gruppedeltagerne får lyst til at fortælle om deres sorg.

At stimulere betyder, at det er vejlederens ansvar at tilrettelægge vejledningen og opmuntre til refleksion (Lang).

At administrere vil sige at sorggruppelederen gør klart, hvad gruppen har til hensigt at være, og hvad de enkelte gruppemedlemmer forventes at skulle gøre (Lang). Det er vejlederens opgave, at oprette en kontrakt med gruppedeltagerne om de værdier, der lægges til grund for arbejdet, og hvilke regler, der gælder, herunder f.eks. indskærpe at der er tavshedspligt om hvad andre fortæller i gruppen og at de aftalte tider overholdes.

At strukturere betyder, at det i første omgang er vejlederens ansvar at etablere en fortolkningsnøgle og reglerne indtil gruppen selv bliver i stand til at etablere sin egen gruppekultur og virkelighedsforståelse (Lang). En veletableret gruppe har en udviklet kultur og virkelighedsforståelse, som er præget af åbenhed, gensidig respekt og fælles ansvarsfølelse.

Kilder:
Lang, Tore-Kristian: Del 1 En pastoral teologisk avklaring og oversikt over utvikling. Del 2 Pastoral veiledning. Tidsskrift for Sjelesorg. Nr 3 & 4, 1992, 12. Årgang. Modumbad 1992.

Yalom, Irvin D.: The Theory and Practice of Group Psychotherapy. 4th ed. Basic Books. New York 1995. 

Christian Busch er hospitalspræst på Rigshospitalet og projektleder for Sorggrupper i folkekirken


Foto: Sille Arendt


Sagt om gruppens struktur

Jeg kan godt lide, at det bliver styret, sådan at hver enkelt får lov til at sige noget, og så er der ro. Det er ikke sådan, at andre skal sidde og snakke. Og jeg vil sige, det er fokuseret, for ellers kan det snart blive en kaffeklub."

- Hanne, 53, deltager i sorggruppe