Viden om sorg
Et teologisk perspektiv på sorg

Et teologisk perspektiv på sorg

Det er kun naturligt, at en sorggruppe i kirkeligt regi har et teoretisk grundlag for at arbejde med mennesker, der har mistet.

Af Ole Raakjær, sogne- og hospicepræst

En nyere stor undersøgelse (se note 1 nederst) af den svenske kirkes indsats overfor for døende og sørgende (efterladte) på sognebasis, viser for det første, at det i mange sogne er meget almindeligt at tilbyde sorggrupper for efterladte, mens støtte til døende sognebørn til gengæld er sjældent forekommende og ret ualmindeligt. For det andet viser den, at "…the spiritual care given to those in grief, particularly in the grief counseling groups, was characterised by a support and an understanding rooted in dominant theories of crises and grief". (jf. note 1)

Den almindelige forståelse er, at sorg i en vis udstrækning er tidsbegrænset og at sorgarbejdet eller sorgprocessen handler om at "arbejde sig igennem følelserne", "at komme overens med" og "at give slip og komme videre med livet". Man benytter sig næsten udelukkende af en sorgterapeutisk, psykologisk præget diskurs, der har rod i de dominerende sorgteorier, og det er for de præster og diakoner, der leder sorggrupperne vigtigt, at grupperne ikke indeholder nogen former for religiøse eller sakrale elementer. (Ibid)

For det tredje synes svenske præster at anvende forskellige "sprog": I kontakten med døende bruger de i højere grad traditionelt teologisk (rituelt) sprog, mens de, når det gælder efterladte, altså benytter sig af et psykologisk præget sprog.

Om det samme gælder i Danmark, er måske noget af det, den forestående undersøgelse af sorggrupper i folkekirken kan vise, men det kunne man have en mistanke om, når man ved, hvor stor indflydelse bøger som Johan Cullbergs Dynamisk psykiatriDen nødvendige smerte - om tab, sorg, og adskillelsesangst og Blandt løver - om alvorlig sygdom, livsmod og dødsbevidsthed, begge af Marianne Davidsen-Nielsen, har haft på dansk grund.

En forklaringsmodel rettet mod individet
Heroverfor er der på det forskningsmæssige plan de sidste 10-15 år sket ændring i forståelsen af sorg fra den klassiske psykodynamiske teoris altomfattende lovmæssighed til en mere individorienteret forklaringsmodel uden opdeling i sunde og usunde sorgreaktioner, og hvor der skeles til kønspecifikke reaktionsmønstre. Kun personen selv kan afgøre, hvilken vej "gennem" sorgen der giver mening. Denne ændring betyder blandt andet, at den emotionskonfronterende og forløsende sorgterapi, der tidligere betragtedes som nødvendig, i dag virker krænkende; og at den tidligere ekspressive tilgang er afløst af en accept af undertrykkelsen af negative og tunge følelser, så det afgørende ikke længere er at give slip på den afdøde, men snarere at ”redefinere” relationen og fastholde en indre repræsentation af vedkommende.

Sorgen går ikke over. Den er en livslang proces. Den er ikke en livsfase, der gennemleves, derimod noget man lever med, og som rummer eksistentielt selvudviklingspotentiale (jf. Mai-Britt Guldins De store teoriers fald – Træk af sorgteori gennem tiden i Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund 2010, nr. 12, 163, 171f).

Det kunne altså af såvel psykologiske som teologiske grunde været vigtigt at (gen)overveje præmisserne for at tilbyde sorggrupper i folkekirkeligt regi. Hvilket teoretisk grundlag skal de bygge på? Og hvordan kvalificerer vi tilbuddet teologisk, så vi ikke "kun" bruger et psykologisk sprog?

Sorg har altid at gøre med mindst to personer
Sorg har altid at gøre med i det mindste to personer, den sørgende og den mistede. Denne indlysende erkendelse er ofte overset i forståelsen af sorg, hvor teorier og praktikker udelukkende har fokuseret på den individuelle sørgendes indre erfaringer, på de opgaver, faser, processer eller baner, som vedkommende må følge, med eksklusion af den anden part i relationen til følge, hvorfor disse modeller også kaldes "Breaking-bonds-modeller" (Anne Austad, Han sto rett foran meg. Erfaringer av kontakt med døde og sorg. Tidsskrift for Sjelesorg, 2, 2, 2012).

Den døde er udelukket fra samtalen. Når låget på kisten er lukket er alle vedkommendes historier og forbindelser til de levende gjort tavse (jf. Hedtkes Bereavement Support Groups, 25). Dermed har man undermineret den bedste ressource, som den sørgende har for at håndtere sorgens smerte, nemlig følelsen af en forbindelse med den afdøde. (Hedtke, 2012, 30)

De sørgende fastholder båndene til deres døde
Forestillingen om, at ens relation til den afdøde dør, når personen dør, er udfordret. Mange teoretikere har foreslået at båndene mellem de levende og de døde simpelthen ikke kløves. Der er en stærk og voksende evidens for at antage, at mennesker fortsætter at fastholde en slags relation med deres døde (de såkaldte Continuing bonds-modeller). (Hedtke, 2012; Continuing Bonds, New Understanding of Grief af Dennis Klass, Phyllis R. Silverman, Steven Nickman.)

Samtidig kan man hævde, at i et teologisk perspektiv hænger "krisen eller den mistede forståelse…(netop) sammen med det at miste et medmenneske, som var ens selvforståelse, hvis tilstedeværelse var identisk med ens selvforståelse…"

"På den måde kan sorgen blive udtryk for sammenhæng og trofasthed. Den kan udtrykke, at man stadig hører sammen med det menneske, der ikke er mere".

(Kjeld Holm, Sorgens sprog. Træk af den principielle sjælesorg, 1986, Aros Forlag.)

Sorgen er med Owe Wikstrøms ord "terapiresistent" (Owe Wikström, Till längtans försvar eller vemodet i finsk tango, 2008, Stockholm: Bokförlaget Natur och Kultur).

Til forskel fra den form for sorgpsykologi (Breaking bonds-modeller), som har været næsten enerådende i Danmark hvad angår forståelsen af sorg/sorgstøtte/sorghjælp fastholder det teologiske perspektiv, at mennesket kun kan forstås og beskrives som noget, der ikke er, hvad det er, alene i kraft af sig selv, men derimod i forhold til noget uden for og ud over sig selv. Det teologiske perspektiv peger altså på menneskets nødvendige forbundethed med noget uden for og ud over sig selv! (Jens Mammen, Menneskebilleder i psykologien – og en diskussion med teologien, 1997.)

Den narrative psykologi, som Lorraine Hedtke repræsenterer, arbejder på samme præmis, og kan derfor bruges til at "operationalisere" det teologiske perspektiv.

Behandlingen af sorg er ikke alene et individuelt intra-psykisk fænomen
Antagelsen i konventionel sorgpsykologi om at behandlingen af sorg alene er et individuelt intra-psykisk fænomen, er udfordret. Vi må derfor indsætte den relationelle dimension i vores praksis, f.eks. ved at indlemme eller inkorporere den døde i samtalen i stedet for primært at fokusere på sørgendes følelsesmæssige erfaring af tab.

"Det handler altså om, hovedvægten skal ligge på den sørgendes eksistens som en, der har tabt og altså er ramt, frem for at ligge på optagetheden af den, han har tabt og dermed af, hvad han har fået". (Mogens Lindhardt, Om at få den døde på plads, 1998, Kritisk forum for praktisk teologi. Nr. 72, s. 71.)

Den afdøde gjorde ikke bare en forskel, men gør også nu en forskel
Invitationen til den afdøde udfordrer den vestlige konstruktion af kronologisk tid. Sorgrådgivning har ofte begrænset sorghistorien til begivenhederne omkring dødsfaldet, fordi det handlede om at dødens "realitet". Hvis man kun fortæller en historie om døden, så begrænser det andre mulige forbindelser/relationer. Historier om den døde fortælles ofte i fortid. I modsætning hertil kan man i re-membering-samtaler tale om den nuværende og  vedvarende forbindelse eller sammenhæng. Den afdøde ikke bare gjorde en forskel men gør også nu en forskel og skal gøres til en positiv medrejsende i den sørgendens liv. (Hedtke 2012)

"Sorgens formål er ikke at komme videre uden de døde, siger han (Tony Walter, A New Model of Grief: Bereavement and Biography. Mortality, Vol. 1, nr. 1, march 1996, s.7-25, Abingdom), men at finde et sikkert sted til dem. Og et sikkert sted vil sige et sted i mig, hvor billedet af den døde er rimeligt præcist, og det vil sige, at det deles af andre og er afprøvet i mod- og medspil med dem. Det handler med andre ord om at finde en ikke-neurotisk forståelse af den døde i mig." (Lindhardt 1998)

Det "afgørende er […] den måde, hvorpå den sunde inkorporering sker. Det sker [...] gennem en samtale med andre, som kendte afdøde. Hermed lever den døde nemlig videre i fortællingen, men vel og mærke ikke i en fortælling som er afsluttet med døden, men i en fortælling, der hele tiden tilføjer nye ting, der kan bekræfte og styrke billedet af den døde. Den døde vokser videre i de levende." (Lindhardt 1998)

Introduktionen af den afdøde (i re-membering) udfordrer også den konventionelle konstruktion af virkeligheden og konstruerer en ny relationel realitet, en hvor historier om den afdøde kan leve i de levendes bevidsthed, hvor den kan dæmpe dødens alt for barske fysiske realitet. Introduktionen giver også en slags redaktionel kontrol til de levende, hvad der giver den sørgende "agency", som netop kan være vigtig i en tid, hvor følelsen af kontrol er glippet. (Hedtke 2012, 59)

"At holde den døde i ære er jo netop at bevare det, han eller hun har givet, - ikke i mindet, ikke på piedestalen, men i sig. Således kan den døde også skildres som en gave, og der tilføjes et perspektiv til sorgen. At leve med den døde er nemlig ikke blot at leve med tabet, men det er også at leve med et liv og en gave." (Lindhardt 1998)

"…den døde som gave – både som den gave han måske var mens han levede, men også som han er som død, som erindring, som billede. Og det er trods alt målet for enhver sorgproces: at glæden over det, man har fået, må overskygge sorgen over at have mistet det." (Lindhardt 1998)

Forkyndelsen fastholder den afdødes betydning som gav
"Forkyndelsen fastholder den afdødes betydning for mig, selvom vi rationelt ved, at den døde er forsvundet og borte for altid." (Holm 1986) "Men Kristi ord siger: nej, du skal ikke glemme. Du hører stadig sammen med det elskede menneske, du mistede, - for nok er det dødt og borte, men det er ikke bare forsvundet ud i den store intethed. Det er hos Gud. Farer jeg op i himlen, da er du der, reder jeg leje i dødsriget, så er du der." (Holm 1986)

Ole Raakjær er sognepræst i Sulsted sogn i Nordjylland, præst på KamillianerGaardens Hospice og i Det palliative Team i Aalborg, formand for Foreningen for Palliativ Indsats i Danmark og master i Humanistisk Palliation.

Note 1: Eva Jeppssonn Grassman & Anna Whitaker, 2009, "Divergent Logics of Spiritual Care: End of Life an the Role of the Church of Sweden", Journal of Religion, Spirituality & Aging 21, 344-36169; 2009

Læs også

Forslag til sorggruppeforløb på 6 x 2 timer


Foto: Sille Arendt


Sagt om gruppelederne

"De skal i hvert fald være deltagende. Ja, og de skal være medfølende. […] Ja, det der med at spørge ind, det synes jeg jo er en god ting, for der er mange, der ikke lukker op af sig selv, ikke. […] Jeg tror ikke, at det kræver nogen bestemt uddannelse, nej, jeg tror bare, det kræver, at man har et åbent sind, og man er glad for at hjælpe andre mennesker. At man kan lytte til dem, uden at man absolut behøver at komme med konklusioner, for der er jo ikke nogen."

- Jane, 63, deltager i sorggruppe