Viden om sorg
Sorg som kultur, fænomen og tilstand

Sorg som kultur, fænomen og tilstand

Sorg er et alment menneskeligt fænomen ud fra det grundsyn, at sorg er menneskers naturlige reaktion på at miste en nærtstående person. Desuden tager sorg sig forskelligt ud, afhængigt af hvilket menneske, der sørger, og i hvilken tid og kultur, det sker.

Af Line Bjørn Hansen og Christian Busch

'Sorgens brænding' - sorgen som kultur
Til enhver tid og i enhver kultur har man forskellige måder at udtrykke sorg på; "Sorgens brænding" taler kirkefaderen Augustin om. Sorg kan til en tid blive udtrykt heftigt og med voldsomme følelsesudladninger, og kan til andre tider være stille og undseelig i sit udtryk. Sorg er naturligvis forskellig fra menneske til menneske, men kulturen og epoken lægger også sine normer ind ovre det enkelte individs måde at reagere på. Noget kan være mere eller mindre "pænt" eller "normalt" end andet.

Indirekte gives den sørgende karakterer: "Hvor ta'r du det flot!" eller "Hvor er det flot, at du kan være stærk!" eller "Hvor er det godt, at du kan få det ud!" Hvad der siges og ikke siges, hvad der gives "gode karakterer" og mindre gode karakterer er ikke kun afhængigt af, hvad der passer til det enkelte menneskes måde at sørge på, men også afhængigt af tidens normer og af kulturen.

Man kan sige, at kristendommen i sit væsen tager udgangspunkt i sorgen over Jesu død. Kristendommens mest centrale begivenhed, som den udspiller sig i påsken rummer forberedelsen til tabet, fra palmesøndag over skærtorsdag, til afskeden, døden og sorgen langfredag, og endelig sejren over døden i påskemorgens opstandelse. Hele den kreds af trosmæssige, kulturelle og kunstneriske nedslag, som kristendommens basale fortælling har sat i gang, har sorgen over tabet af Jesus som udgangspunkt. Michelangelos Piéta i Peterskirken, med den sørgende Maria, der holder den døde Jesus i sin favn og Lacrimosa-satsen, "den hellige tåre", der afslutter 'Vredens dag', 'Dies Iræ', i Verdis Rekviem, er hjertegribende refleksioner over sorgen. Det er stor kunst skabt gennem refleksioner over kristendommens grundfortælling.

Selv om man kan sige, at det at miste fx et barn, en ægtefælle eller en forælder er en sorg til hver en tid og formodentlig altid vil skabe en sorgreaktion, så har hver kultur og hver epoke alligevel nogle bestemte normer, værdier og opfattelser, som er med til at præge den måde, man sørger på. Der skal blot nævnes et par markante eksempler for at vise nogle repræsentative træk ved normer og kulturer.

Sorgkulturen de sidste 50 år
Blot indenfor de sidste 50 år har de måder, man har beskrevet sorg ud fra tidens normer og værdier, ændret karakter flere gange. Og sammen med ændrede normer og værdier, har også de sorgteorier, der har været fremherskende, beskrevet sorg forskelligt. I efterkrigstiden var normen typisk, at man "skulle være stærk" og ikke vise sine følelser eller tale om tabet af den man var knyttet til. Det gjaldt om at "komme videre". Det var ikke ualmindeligt, at hvis en kvinde mistede et barn lige efter fødslen, så blev barnet fjernet uden at moderen så det døde barn, og heller ikke var med til begravelsen. Ligesom det var forventet, at hun ikke talte om sit døde barn og sorgen.  

I 80’erne og 90’erne var tidens normer sådan, at man tværtimod blev anset for at være "stærk" hvis man kunne vise sine følelser og tale om tabet. 

Sorggruppedeltageren Ane fortæller om omgivelsernes reaktion på tabet af henholdsvis hendes datter for 30 år siden og hendes mand for nyligt:

"Da jeg mistede min datter for 30 år siden, var det ikke rigtigt noget, man snakkede så meget om, og der var jo slet ikke sorggrupper og den slags. Men sorgen var der selvfølgelig alligevel. Nogle gange når jeg ikke kunne sove om natten, så stod jeg op og skrev lange breve til min datter... alt det, jeg så gerne ville fortælle hende. Men det hørte min svigerfar om, og så sagde han – og jeg husker det lige så tydeligt: 'Nå, nu er Ane da virkelig ved at blive tosset'. Og så holdt jeg op med at skrive. Nu hvor min mand er død, er det jo noget helt andet, tiden en anden, og alle tager hensyn og spørger til, hvordan det går, og om jeg har det godt og alt sådan noget."

Sorg som fænomen
Sorg udgør et af de dominerende aspekter i menneskets tilværelse, og alle mennesker har eller vil få erfaringer med sorg.

Sorg er et bredspektret fænomen, der rummer eksistentielle og åndelige aspekter; kognitive, emotionelle og fysiske. Med til at beskrive sorgen som fænomen er ligeledes, at sorgen ytrer sig så forskelligt fra menneske til menneske. Spandet af variationer er ekstremt vidt både hvad angår variation i intensitet og varighed af sorgen. Også for det enkelte menneske ændrer sorgen sig over tid.

For nogle mennesker påvirker sorgen kun kortvarigt deres liv og betyder ikke større ændringer i deres hverdag, mens sorgen for andre mennesker varer resten af deres liv og forandrer livet på mange måder. Disse variationer hører med til sorgen som fænomen. Man kan gøre sig allehånde overvejelser over, hvad der er normalt, og til alle tider vil man have mere eller mindre klare normer, som sætter grænser for hvad der opfattes som sundt og sundt.

Imidlertid bør man være meget forsigtig med at bedømme andre menneskers sorg som ’unormal’ eller ’usund’. Tidligere talte man i nogle tilfælde om "patologisk" sorg. Det gør man ikke længere. I dag taler man i stigende grad om "kompliceret" sorg

At definere sorg
Vi kan anvende ordet sorg i så mange forskellige sammenhænge. Vi kan fx tale om ’kærestesorg’ og om ’pengesorger’, og vi kan knytte ordet sorg til en mangfoldighed af situationer og livsforandringer. Vi kan for eksempel sørge over en skilsmisse eller over at miste et godt arbejde, eller et elsket kæledyr.

En helt enkel beskrivelse af et af sorgens væsentlige aspekter er, at "sorg er Kærlighedens pris" (jf. Bent Falks bog af samme navn). Sorgen er den pris, vi må betale for at have oplevet glæde, tilknytning og kærlighed til et andet menneske.

Når det menneske er borte, så betaler vi prisen for glæden og kærligheden - sorgen. På den måde knyttes sorg sammen med taknemmelighed over for et menneske, som man har været knyttet til med glæde og kærlighed og har oplevet som en gave i sit liv.

Der findes mange fine og poetiske varianter over dette tema. Collin Murray Parkes, en britisk sorgforsker, udtrykte det samme i en bog, der har fået stor betydning for forståelsen af sorg – Sorgen og den sørgende: "Sorgen er fuldt så meget en del af livet som kærlighedens fryd; den er, måske, den pris vi må betale for kærligheden – hengivenhedens pris!".

Taknemmelighedsperspektivet over for den glæde og gave, som et andet menneskes liv kan være, understreges af Lise Trap allerede i titlen på en af hendes bøger Sorg. Den dybeste ære glæden kan få.

Disse definitoriske og poetiske udtryk for hvad sorg er, er dog ikke fyldestgørende definitioner af hvad sorg er. En bredt accepteret definition af sorg er udformet af de internationalt anerkendte sorgforskere Stroebe, Hansson, Stroebe og Shut og er gengivet i deres håndbog om sorgforskning, Handbook Of Bereavement Research And Practice:

"Sorg kan defineres som den fysiske og psykiske reaktion på tabet af én eller noget nærtstående, til hvem eller hvilket, der har været knyttet følelsesmæssige bånd. Reaktionen omfatter en lang række følelsesmæssige, kognitive, adfærdsmæssige og somatiske symptomer."

Denne definitions force er dels, at den fokuserer klart på, hvad der udløser en sorg, nemlig tabet af en nærtstående.

Definitionen er neutral i sin definition af karakteren af de følelsesmæssige bånd, som tabet forandrer. Hvor de tidligere nævnte definitioner peger på en tilknytning af kærlighedsmæssig karakter, som der naturligvis almindeligvis er tale om, er denne definition også åben for at rumme andre former for følelsesmæssige bånd. I yderste fald også tab, hvor tabet handler om den kærlighed, den sørgende ikke fik eller ikke fik mulighed for at give. 

Sorgens forudsætning - tab og tilknytning
Der er et helt centralt ord, når man skal forstå sorg, og det er ordet 'tab'. Al sorg handler om tab på en eller anden måde. Sorg indebærer altid, at der er oplevet et tab. Det er ligeledes væsentligt, at sorg handler om tilknytning, idet der forud for tabet er der tale om en relation til et menneske, der har betydning, eller som man havde forventninger til.

Sorgen vedrører altså en relation, som er ændret ved at den, man er relateret til, dør. Sorg, tab og tilknytning er tre ord, som er uløseligt vævet sammen.

I al sin enkelhed kan man sige, at måden, hvorpå man forholder sig til de tre ord, viser hvilken teori man har om sorg. Er man optaget af tilknytningen og tabet, eller er man optaget af de følelser, som tilknytningen og tabet sætter i gang, eller af begge aspekter. En sorghjælper står altid i et valg og har flere muligheder for at spørge ind til den sørgendes sorg.

Sorghjælperen kan vælge at fokusere på karakteren af tilknytningen eller på følelserne, der er knyttet til tabet af den afdøde. Et eksempel kan tydeliggøre, hvad der menes.

En kvinde, der har mistet sin ægtefælle og samlever gennem 40 år, kan typisk sige noget i retning af følgende: "Min mand var et fantastisk menneske, han har haft så stor betydning for, at jeg er blevet den, jeg er i dag. Jeg savner ham så uendeligt meget, at jeg synes, at mit liv er gået helt i stykker. Jeg er så ked af det og græder hele tiden!"

Hvis sorghjælperen vælger at fokusere på tilknytningen til den afdøde, kan han spørge: "Du fortæller, at din mand var et fantastisk menneske, og at du nu synes, at dit liv er gået i stykker. Hvad tænker du især på var fantastisk ved ham?" - eller sorghjælperen kan spørge: "Hvordan har din mand haft betydning for den, du er i dag?"

Hvis sorghjælperen  vælger at fokusere på følelsen, der er knyttet til tabet, kan han spørge: "Du fortæller, at du savner din mand, at dit liv er gået i stykker, og at du er ked af det og græder hele tiden. Kan du fortælle lidt om, hvordan det er for dig at være i sorg og hvordan din sorg kommer til udtryk?"

Det er ikke tanken, at det her skal afgøres, om den ene metode er bedre end den anden. Forskellige metoder kan have hver deres berettigelse i hver deres situation. Det væsentlige er, at sorghjælperen er opmærksom på og reflekterer over hvad hun gør og er sig bevidst, hvilke fordele og ulemper, de enkelte metoder og teorier kan have.  

Ovennævnte er et uddrag af bogen Sorggrupper i folkekirken, som udkom i revideret udgave i foråret 2014. Her kan man læse mere om sorgmodeller og sorgteorier.


Foto: Christian Riis Kistrup


Sagt om sorg

"Sorg er hjertets modstand mod det uigenkaldelige og samtidig erkendelsen af tabet som uigenkaldeligt."

- Mogens Lindhardt, præst mv.