Sorgmodeller og sorgteorier
Fasemodeller og sorgopgavemodeller

Fasemodeller og sorgopgavemodeller

Ifølge fasemodellerne og sorgopgavemodellerne, som var fremherskende op gennem det 20. århundrede, går sorgprocessen ud på at gennemarbejde og forløse de følelser, der er forbundet med at sørge, så den efterladte kan frigøre sig fra den afdøde.

Af Line Bjørn Hansen og Christian Busch

Faser ifølge Freud, Bowlby og Cullberg
Der er en lang tradition for at beskrive sorgforløb i rammen af faser, den sørgende gennemlever. Allerede psykoanalysens fader Sigmund Freud (1856-1939) beskrev i 1917 i artiklen Sorg og Melankoli sorg som et nødvendigt arbejde med bestemte træk og med et bestemt formål: At løsrive sig fra tilknytningen til den mistede. Målet var, at den sørgende kunne genoptage sin tidligere væremåde og udfylde sine tidligere funktioner. Freud beskriver sorgforløbet som et sorgarbejde, der rummer følgende faser (skønt han ikke kalder dem faser):

  1. Benægtelse af dødsfaldets realitet
  2. Gradvis og smertefuld tilbagetrækning af tilknytningen til afdøde
  3. Gradvis reinvestering af tilknytning til andre mennesker

Den britiske sorgforsker, læge og psykoanalytiker John Bowlby (1907-1990) beskriver sorgens faser i relation til tilknytningsteorien, som han udviklede. Han mener, at sorgen er et svar på adskillelse fra en, man er nært knyttet til. Den efterladte prøver så at sige at genoprette tilknytningen til den, som er væk. Når adskillelsen er permanent, kæmper den sørgende mellem to impulser; dels forsøget på at fastholde tilknytningen og dels behovet for at leve uden den, man har mistet. For at kunne gennemleve den vanskelige proces, må den sørgende gennem fire faser: 

  1. Chok og emotionsløshed
  2. Længsel og søgen
  3. Disorganisation
  4. Reorganisering 

For Bowlby er det ikke, som for eksempel for Freud, et mål at løsrive sig fra den mistede. Bowlby anser derimod løsrivelsen som et middel til at nå det endelige mål, nemlig reorganiseringen: Når vi oplever alvorlige begivenheder, som tab, rystes vores automatiske og vante måde at tænke på, og der sker derfor en disorganisation af vores vante forestillinger. En del mennesker, der har mistet en nærtstående, beskriver det som en "amputation" at miste fx en ægtefælle, man har delt et langt liv med. Det er netop udtryk for, at ægtefællen i så høj grad har forstået sig som ét med sin ægtefælle, at tabet gør, at hun oplever, at en del af personen er skåret væk. Man mister ikke alene et andet menneske, men også en del af sig selv og må lære at leve med tabet. Processen at lære at leve med tabet sker i reorganiseringen. Bowlbys teori bygger på et betydeligt empirisk materiale.

Johan Cullbergs sorg- og kriseteori
Et eksempel på en faseteori, som har vundet ganske stort indpas i de nordiske lande, er den svenske psykiater Johan Cullbergs sorg- og kriseteori (Krise og udvikling). Cullberg opererer med ideen om, at der er en principiel, om end kompleks, lineær progression i et normalt sorgforløb. Sorgprocessen begynder altså i en særlig fase, hvorefter den sørgende gennemgår forskellige sorgfaser og afslutningsvis har bearbejdet sorgen. Ligesom Bowlby taler Cullberg om fire faser. Cullberg har defineret sine faser ud fra sit kliniske arbejde med mødre, der havde mistet deres barn ved fødslen, og set ud fra den sammenhæng virker faserne og deres beskrivelse ganske plausible - også i dag.

1. Chokfasen. Chok er en karakteristisk reaktion i forbindelse med, at man mister en nærtstående. Mest typisk umiddelbart efter et pludseligt, uventet tab, som fx at miste et barn ved fødslen eller en nærtstående ved en traumatisk begivenhed. Reaktionen er ofte præget af uvirkelighedsfornemmelse, og oplevelsen af at være i en "osteklokke" er typisk udtryk for chokreaktionen. Choktilstanden kan være den dominerende i begyndelsen af et sorgforløb (fra et kort øjeblik til nogle døgn).

2. Reaktionsfasen. Den efterladte reagerer nu på sit tab, og dette kan fx ske ved at den efterladte er ’følelsesoversvømmet’ og ikke kan styre sine følelser, men spontant kan briste i gråd eller blive trist.

3. Bearbejdningsfasen. I denne fase af sorgen forholder den sørgende sig til sit tab, overvejer betydningen af tabet og konsekvenserne for fremtiden og forsøger at finde mening i tabet. Den sørgende er ofte skiftevis fattet og skiftevis overvældet af følelser.

4. Nyorienteringsfasen. Den sørgende retter sig nu mod fremtiden uden den mistede og begynder at skabe nye relationer til andre mennesker.

Kritik af faseteorierne
Der har været fremført en betydelig kritik af faseteorierne. Man kritiserede, at fasemodellerne opstiller sorg i skematiske mønstre, som kan opleves snævre både af de sørgende og af sorghjælperne. Det har ført til, at sørgende har fået et prædikat som værende "forkerte" eller "unormale", når de har reageret på en måde, som ikke svarede til faserne. Dette kan for den sørgende udgøre en yderligere belastning – oven i sorgen. Om sin egen sorgproces siger sorggruppedeltageren Torben:

"En sorgproces kører op og ned. Jeg har rendt til 117 kurser og hørt om, hvordan der er sådan nogle faser, at man først tuder, og så kommer vreden og galden, og så kommer alt det andet, men sådan er det jo ikke."

Sorgopgavemodellerne
I sorgopgavemodellen rummer sorgen fire opgaver, som den sørgende må tage på sig og arbejde sig aktivt igennem for at tilpasse sig livet uden den døde. Modellens ophavsmand, den amerikanske psykiater J. William Worden, anså faseteoriernes stadier for at være udtryk for en form for passivitet. Worden anså det selv for væsentligt at lægge vægt på den sørgendes egen aktive handlen i sorgen. Når Worden taler om opgaver, sætter han fokus på individets handleevne i forhold til at gennemleve sorgen, og han lægger vægt på, at den sørgende skal konfrontere sig med disse opgaver.

Wordens sorgopgaver relaterer sig tilbage til Freuds måde at tale om sorgen som et sorgarbejde. Den sørgende må aktivt arbejde med sorgens følelser, fx at se tabet i øjnene og acceptere dødsfaldet, eller konfrontere sig med den vrede og fortvivlelse, der følger efter tabet. Ligesom i Freuds fasemodel sigter sorgarbejdsmodellen mod den indre løsrivelse fra afdøde og gennemarbejdning af sorgens følelser. Wordens fire sorgopgaver er:

1. At acceptere tabets virkelighed, dvs. såvel intellektuelt som følelsesmæssigt at erkende og acceptere, at den døde er borte og ikke kommer tilbage. Mange har vanskeligt ved dette og må for eksempel skrive afskedsbreve til den døde for at erkende, at tabet er virkeligt.

2. At gennemarbejde sorgens smerte. Denne opgave kan kun løses, når den efterladte har accepteret tabets virkelighed. Opgaven med at gå ind i sorgens smerte og gennemarbejde smerten bliver anset for at være en af de væsentlige elementer i processen. Opgaven består primært i, at følelserne ses i øjnene og ikke fortrænges.

3. At tilpasse sig livet uden afdøde, dvs. at opøve nye færdigheder, så man kan klare livet uden afdøde, både praktisk og følelsesmæssigt.

4. At reinvestere/omorganisere den følelsesmæssige energi og fortsætte livet. Denne opgave rummer et endeligt farvel til den, man har mistet, med henblik på at kunne omorganisere eller transformere den følelsesmæssige energi, der tidligere havde været bundet i sorgen.

Til at begynde med anvendte Worden udtrykket "reinvestere" den følelsesmæssige energi. Sprogbrugen blev misforstået som om der var udtryk for en art "fejlinvestering", som så skulle "reinvesteres". Derfor ændredes udtrykket til "transformere" eller "omorganisere", så det blev mere tydeligt, at der var tale om, at den energi og de følelser, som havde været bundet i relationen til den døde og i sorgen over tabet, blev transformeret til relationer til andre mennesker eller til andre måder at fortsætte sit liv på.

Sorgopgavemodellen har været meget udbredt i de seneste årtier, ikke mindst i de nordiske lande og har været en dominerende forståelse af sorg. Mange sorghjælpere fik med disse fire karakteristiske opgaver et enkelt og let anvendeligt værktøj i hænde, som gav dem fornemmelsen af kompetence og handlekraft.

Sorgopgavemodellen kaldes også for den følelsesforløsende sorg- og kriseteori, og man kan kalde den for en ekspressivistisk model. Den ekspressivistiske model har som basal antagelse, at følelser kan "hobes op", og hvis de ikke udtrykkes, kan der opstå et "overtryk", som kan fører til depression eller andre patologiske tilstande, hvor det ikke lykkes at befri sig fra tabets magt.

I den følelsesforløsende sorgmodel er der blevet lagt ganske meget vægt på, at den helbredende kraft i denne sammenhæng er gråden. Gråden bliver anset for at have en helbredende betydning. Det er den, der så at sige befrier os for tabets magt. Det er forståeligt, at den letforståelige emotionelle teori gav en vældig folkelige opbakning. Imidlertid modsvares denne opbakning ikke af en tilsvarende opbakning fra empiriske undersøgelser eller det faglige miljø. I en dansk sammenhæng er sorgarbejdsmodellen blevet fremført af Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leicks i deres bog Den nødvendige smerte og i Marianne Davidsen-Nielsens bog Blandt løver.

Den stærkeste kritik overfor fase- og opgavemodellerne har formodentlig ramt sorgopgavemodellen. For nogle sørgende er sorgarbejdsmodellen nyttig og hjælpsom, fordi den tilbyder  rammer for, at sørgende kan være aktive og gennemleve sorgen på en for dem hensigtsmæssig måde. Imidlertid er modellen i sin anvendte form ofte blevet oplevet som en tvunget skematisk måde at skulle forholde sig til en sorg på, ligesom det heller ikke har været rigtigt for alle at løsrive sig fra den døde eller at forløse følelser på en måde, som denne model lægger op til. Sorgopgavemodellens normativitet i forhold til sorgadfærd – nemlig gråden – kan desuden føre til, at den efterladte, der ikke græder nok (!),  kan opleve sin sorg som illegitim.

Læs også

Tosporsmodellen - den dynamiske sorgmodel


Foto: Sille Arendt


Sagt om sorgprocessen

"En sorgproces kører op og ned. Jeg har rendt til 117 kurser og hørt om, hvordan der er sådan nogle faser, at man først tuder, og så kommer vreden og galden, og så kommer alt det andet, men sådan er det jo ikke."

- Torben, sorggruppedeltager