Sorgmodeller og sorgteorier
Tosporsmodellen

Tosporsmodellen - den dynamiske sorgmodel

Tosporsmodellen er blevet en af de mest udbredte måder at forstå sorg, selvom den ikke har slået igennem overalt herhjemme.

Af Line Bjørn Hansen og Christian Busch

Kort før årtusindskiftet blev den dynamiske sorgmodel udviklet. Det er den for tiden mest dominerende sorgmodel. Denne model må ikke opfattes som en afløser af de tidligere måder at tale om sorg på, men derimod snarere som en komplettering og udbygning. Denne giver rum for en højere grad af forskellighed i reaktion på sorg, end de tidligere modeller og teorier gjorde, og den tager således i højere grad hensyn til forskelle i køn, alder og kultur.

En dynamisk sorg
Centralt i denne model står en dynamisk dualitet mellem på den ene side at forholde sig til sorgens mere eller mindre intense følelser og på den anden side at forholde sig til den forandrede verden og forsøge at undgå sorgens følelser. Man taler om en tosporsmodel (The dual process model of coping with bereavement, udviklet af Stroebe og Shut), hvor man ofte svinger som et pendul (oscillerer) mellem  en konfrontation med tabet og sorgens smerte (tabsorienteret proces) og en undgåelse af tabets smerte, hvor man beskæftiger sig med at reetablere sin verden (restaurerende proces).

Modellen bygger på, at det for den sørgende er nødvendigt at glide af på sorgen, når tanker og følelser bliver for voldsomme, og at anvende undgåelse, afledning og fortrængning på en positiv måde. Sorg kan være en så voldsom oplevelse, at den sørgende kan have brug for at dosere sorgen for at få en periode, hvor sorgen ikke fylder så meget. Studier har vist, som også sund fornuft tilsiger, at ikke alle har gavn af konstant konfrontering med tabet og bearbejdning af tanker og følelser for at tilpasse sig til et liv uden den døde.

Tosporsmodellen understreger, at sorg er en individuel, dynamisk og adaptiv proces, der er i en konstant og kompleks udvikling inden i personen og i forhold til omverden. Sorg forstås som en tilpasning til et forandret liv. (Jf. Mai-Britt Guldins bog Tab og sorg.)

Tosporsmodellen refererer til, at sorgen billedligt talt bevæger sig i to spor. Disse to spor kaldes på engelsk for loss-oriented og restoration-oriented. I det følgende vil de kaldes henholdsvis det tabsorienterede og det restaurerende spor.

Det tabsorienterede spor
Det tabsorienterede spor betegner de følelsesmæssige aspekter af tabet og relationen til den mistede. I beskrivelsen af det tabsorienterede spor genfinder man mange af de aspekter, som tidligere modeller har indeholdt i beskrivelsen af alle de følelser og reaktioner, der ofte opstår efter et tab, tristhed, meningsløshed og fortvivlelse. Accept af tabet er også i denne model en væsentlig forudsætning for, at sorgen kan finde sit leje. Den sørgende vil gennem accepten ikke alene forstå, at tabet er uigenkaldeligt, men også erkende det følelsesmæssigt.

I beskrivelsen af det tabsorienterede spor tales der også om sorgens påtrængenhed. Den sørgende kan opleve, at sorgen kommer til fylde det hele, og at det er umuligt at aflede sig fra sorgens overvældende karakter. Sorgens påtrængenhed holder den sørgende fast i sorgen, hvorfor vedkommende i nogle tilfælde være så omsluttet af sorgen, at hun håber på at blive genforenet med den døde. Her er der klare referencer til Bowlbys 2. fase: 'Længsel og søgen'. Mens Bowlby mente, at den sørgende måtte "reorganisere" sig ved at bryde båndene til den afdøde, taler Stroebe og Shut om, at den sørgende reorganiserer sin tilknytning til den døde, så hun stadig er knyttet til den døde, men som én, der ikke er levende tilstede.

Hvor det i tidligere modeller blev anset for negativt, hvis en sørgende nægtede at forholde sig til den ændrede virkelighed, bliver det netop nævnt af Stroebe og Shut som et naturligt element i sorgen – og for nogle efterladte en positiv måde at forholde sig til tabet på. Det har den funktion, at det kan give den sørgende en "pause" eller et "helle" for en tid, så den sørgende kan få ro til at gennemleve sorgen i et tempo, som svarer til det enkelte individs behov.

Det forudsættes, at det drejer sig om en begrænset periode. Ikke mindst i sorgopgave-modellen blev det anset for negativt at benytte fortrængning som en måde at "få fri" fra sorgen. Et slagord lød: "Man kan ikke sige goddag til noget nyt, før man har sagt farvel til det gamle". I praksis blev det i nogle sammenhænge tolket sådan, at hvis en sørgende ikke "ville" tage afsked med den døde, så blev han eller hun opfordret til at skrive et afskedsbrev til vedkommende. Det, som i nogle tilfælde kan være en konstruktiv praksis, kan i andre tilfælde være et overgreb - netop hvis den pågældende har brug for at nægte "at komme videre".

Det restaurerende spor
I forbindelse med et alvorligt tab og sorgen over at miste, bliver de kendte rutiner brudt, og man skal vænne sig til at udfylde andre funktioner i forhold til sin hverdag end tidligere. Måske har man ikke tidligere været vant til at tage sig af økonomi og bankforretninger, eller man har ikke været vant til at købe ind og lave mad. Måske var afdøde den, der almindeligvis samlede familien til højtider, og den efterladte stå usikker over for de nye opgaver. 

Endvidere indebærer den nye hverdag ofte en helt anden selvforståelse end tidligere. Hvis man mister en ægtefælle, kan det opleves som vanskeligt og akavet at blive inviteret til familiesammenkomst eller fest i venskabskredsen. Et andet menneske kan være identisk med ens egen forståelse af hvem man er. Mister man det menneske, mister man også sig selv, sin egen selvforståelse, Og det kan opleves som vanskeligt og byrdefuldt at genfinde og udvikle en ny forståelse af hvem man er.

Som tidligere nævnt blev det i tabsorienterede spor anset for væsentligt, at den sørgende i perioder kunne lukke øjnene for de praktiske opgaver og krav, som omgivelserne stiller om at tage fat på de livsændringer, tabet medfører. Den sørgende kan på den måde få rum og indre kapacitet til at tage sig af sorgens påtrængende følelser. På samme måde er afledning fra sorgen, undgåelse eller fortrængning af sorgens smerte et væsentligt element i det restaurerende spor. 

Den sørgende kan have behov for at lukke ned for sorgens smerte, for at kunne tage sig af de praktiske ting i forbindelse med tabet og andre krav, der kan være til den sørgende. Det kan være, for eksempel at tage sig af børn, der har behov for deres mors eller fars omsorg, arbejde, der skal udføres eller lignende. Der kan være tale om en bevidst måde at forholde sig til sin sorg på, hvor man vælger på et tidspunkt ikke at ville give sig hen til sorgen, måske fordi man står i et supermarked, eller fordi man er i gang med et stykke arbejde. Der kan også være tale om en ubevidst handling, fordi man muligvis ikke er vant til eller tryg ved at vise sin sårbarhed.

Pendulering mellem det tabsorienterede og det restaurerende
Ved at pendulere mellem hhv. det tabsorienterede og det restaurerende spor forholder den sørgende sig ikke alene til fortiden og tabet af den verden, som har eksisteret, men som er uigenkaldeligt væk. Den sørgende forholder sig heller ikke udelukkende til nutiden. I sorgens smerte ser personen tilbage på fortiden og i arbejdet med at forholde sig til de praktiske ting efter tabet og de ændrede relationer til andre, forholder den sørgende sig også til fremtiden. På den måde bevæger den sørgende sig i en sorgens verden mellem nutid og fortid, og nutid og fremtid. I bevægelsen i nutid-fortid (det tabsorienterede spor) vender den sørgende sig ofte mere ind i sig selv og isolerer sig, mens den sørgende i bevægelsen nutid-fremtid forholder sig til hverdagen med dens krav til handling og relationer til andre mennesker.


Foto: Sille Arendt


Sagt om at mindes den døde

"Man kan kun fortælle om den døde ved at fortælle om den levende, og da bliver den døde levende i sproget, og dødens smerte bryder des stærkere ind."

- Mogens Lindhardt, præst og rektor ved Folkekirkens Institut for Præsteuddannelse


De to spor

Det tabsorienterede spor

Efterladte arbejder med:

1. Smerten ved tabet

2. Accept af tabets endelighed

3. Ny tilknytning til den afdøde

Det restaurerende spor fortrænges

Det restaurerende spor

Efterladte arbejder med:

1. At håndtere forandringern

2. At vænne sig til livet uden afdøde

3. At lære ny adfærd

Det tabsorienterede spor fortrænges